Af Ritzau - 15/11-16 10:25; Opdateret: 15/11-16 11:28

Bandefolk mistænkes for mindst 75 indbrud på SjællandBandefolk mistænkes for mindst 75 indbrud på Sjælland

Politiets særlige indbrudsenhed mener at have afsløret en lille gruppe, der nærmest dagligt begik indbrud.

storybild

Bandegrupperingen Loyal To Familia har tilsyneladende gjort sig i organiseret indbrudskriminalitet på Sjælland. Fire medlemmer er fængslet og mistænkt for mindst 75 indbrud. Arkivfoto. (Billede: Scanpix)

Fire medlemmer af banden Loyal To Familia er mistænkt for at stå bag mindst 75 indbrud på Sjælland.

Den lille gruppe bandefolk blev anholdt i oktober og sigtet for 28 indbrud. Men sagen har altså vist sig at være langt større.

Det fortæller politiinspektør Bent Isager-Nielsen fra Task Force Indbrud (TFI), der arbejder med bekæmpelse af organiseret indbrudskriminalitet på Sjælland.

Størstedelen af de 75 indbrud har fundet sted nord for København i løbet af sommeren og efteråret 2016.

- Det er tilfredsstillende, at vi er i gang med at opklare et stort antal indbrud i private hjem i det nordsjællandske. Vi mener at have sat en stopper for en gruppe indbrudstyve, der efter vores opfattelse var meget aktive, siger Bent Isager-Nielsen.

Efterforskningen fortsætter, og det forventes, at der i den kommende tid rejses flere sigtelser mod de pågældende, lyder det fra politiet.

De mistænkte er alle mænd i 20'erne. Nogle af dem er tidligere blevet dømt for lignende kriminalitet.

Politiet mener, at mændenes indbrudsfrekvens har været særdeles høj. Indbruddene skal have fundet sted nærmest dagligt.

Politiet har foretaget ransagninger hos bandefolk flere steder i Tingbjerg og i Københavns Nordvestkvarter. Derudover er der foretaget ransagning hos en forretning, der opkøber guld og smykker.

Politiinspektør Bent Isager-Nielsen oplyser, at alle de fire mistænkte er varetægtsfængslet.

En femte person, en dreng på 15-16 år, fik tilbage i oktober en straksdom i sagen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress