29/01-16 16:16

Politiet: Vi har brug for at overvåge Skype og MessengerPolitiet: Vi har brug for at overvåge Skype og Messenger

Opkald over Skype og beskeder over Messenger giver politiet problemer. Derfor ønsker politiet nye regler.

storybild

Arkivfoto (Billede: Polfoto/Kragh Katrine Marie)

Danskerne - også de kriminelle af dem - bruger i stigende grad internettet til at kommunikere frem for telefonen. Skype og Messenger er bare nogle af de apps, der betyder, at kommunikation flytter fra traditionelle mobil- og fastnettelefoner.

Og det giver vanskeligheder for politiets efterforskning, for som reglerne er i dag, er det kun opkald og sms'er mellem telefoner, der skal gemmes - logges - af teleselskaberne, så politiet kan få adgang til dem, hvis der er mistanke om en forbrydelse.

Den udvikling er baggrunden for, at politiet gerne vil have genindført den omstridte sessionslogning - registrering af brugernes aktivitet på nettet - forklarer politidirektør Svend Larsen fra Rigspolitiet.

LÆS OGSÅ: Justitia: Internetovervågning krænker privatlivet

- Efterhånden som mere og mere telefonkommunikation bliver baseret på smartphones er der simpelthen nogle muligheder, vi mister, siger Svend Larsen.

- Det er ikke noget med, at vi skal sidde og overvåge, hvad alle mennesker laver hele tiden. Det er at give os en mulighed for mod dommerkendelse at få nogle oplysninger tilbage i tiden.

Som eksempel nævner han, uden at gå i detaljer, attentaterne mod Krudttønden og synagogen i København i februar sidste år, hvor de mistænkte kommunikerede ad ikke-traditionelle kanaler, hvilket har vanskeliggjort efterforskningen.

En anden årsag, til at politiet gerne vil have oplysninger om internettrafik gemt, er, at det vil gøre det lettere at efterforske sager om for eksempel børneporno, forklarer Svend Larsen.

- Hvis ikke der bliver gemt oplysninger om, hvilke computere der har været i kontakt med en server med børneporno, er det simpelthen et problem for os at efterforske.

LÆS OGSÅ: Minister om internetovervågning: Ny tid kræver nye regler

Justitsministeriet kom i 2014 frem til, at den sessionslogning, der fandt sted på det tidspunkt, ikke virkede efter hensigten.

- Jeg har taget konsekvensen af, at det er tvivlsomt, om reglerne om sessionslogning kan anses for egnede til at opnå deres formål, lød begrundelsen fra daværende justitsminister Karen Hækkerup (S), da hun afskaffede registreringen.

Til det siger Svend Larsen:

- Det er rigtigt, at på den måde, som sessionslogningen teknisk var indrettet på det tidspunkt, var det af begrænset værdi. Hvis man laver det på den rigtige måde, vil det faktisk have stor betydning.


LÆS OGSÅ: Ekspert: Logning af dine digitale fodspor kan være en glidebane

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress