Af Ritzau - 05/10-16 19:07

Flugtfange skal seks år i fængsel for narkosmuglingFlugtfange skal seks år i fængsel for narkosmugling

I 2012 stak en 36-årig narkosmugler af, da han sad varetægtsfængslet. Siden blev han anholdt i Tyskland.

storybild

En 36-årig mand er idømt seks års fængsel for indsmugling af næsten 19 kilo amfetamin og kokain. Det skete i 2011, men han stak af under sin varetægtsfængsling og blev siden både anholdt og dømt i Tyskland. Arkivfoto. (Billede: Free/Colourbox)

En langvarig sag om knap 19 kilo narkotika fik onsdag sin afslutning, da Retten i Kolding idømte en 36-årig mand seks års fængsel og udvisning for bestandigt.

Sagen går tilbage til 2011, da Mirzet Bronja, som er serbisk statsborger, på tre måneder fra oktober til december deltog i indsmugling af 17 kilo amfetamin og 1,8 kilo kokain.

Allerede dengang blev han varetægtsfængslet, men i marts 2012 lykkedes det ham at flygte fra det psykiatriske hospital han, var anbragt på.

- Hans flugt fik dog en ende i starten af 2015, da han blev anholdt af tysk politi og her efterfølgende dømt - også for indsmugling af narkotika, fortæller Bianca Trøjborg, der er anklager ved Sydøstjyllands Politi, i en pressemeddelelse.

Efter dommen i Tyskland blev Mirzet Bronja i juli udleveret til Danmark, og onsdag blev han dømt for narkosmugling, for at flygte under varetægtsfængslingen og for at have været i besiddelse af en pistol.

På den baggrund er en dom på seks år umiddelbart endog meget billigt sluppet.

- Men i Tyskland fik han en dom på syv års fængsel for to kilo kokain, fortæller hans forsvarer Mette Grith Stage.

De seks års fængsel, han blev idømt ved Retten i Kolding, er således en såkaldt tillægsstraf.

- Man har set på, hvad han ville være blevet dømt, hvis sagerne var kørt sammen, og er så endt på en samlet straf på 13 års fængsel, forklarer Mette Grith Stage, der trods den hårde straf er godt tilfreds med dommen.

Mirzet Bronja valgte da også at modtage dommen, og nu skal det så afgøres, om han skal afsone den danske eller den tyske dom først.

- Som udgangspunkt skal han nu sendes tilbage til Tyskland for at afsone sin tyske dom. Derefter skal han så sendes tilbage til Danmark for at afsone her, siger forsvarsadvokaten.

Hun vil dog undersøge, om det er muligt, at han kan få lov til at afsone den danske dom først.

Tidligere er tre andre mænd blevet dømt i narkosagen. To blev idømt ni års fængsel, mens den sidste fik ti års fængsel.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress