Af Ritzau - 07/04-16 15:31; Opdateret: 07/04-16 16:12

Minister om etiopiske adoptionssager: Aldrig set førMinister om etiopiske adoptionssager: Aldrig set før

Etiopien har omstødt to danske adoptioner, men det er usikkert, hvilken betydning afgørelsen får for børnene.

storybild

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) kan endnu ikke sige, hvilken betydning en etiopisk afgørelse i en dansk adoptionssag får. (Billede: Polfoto/Davali Philip)

Det er aldrig set før. Det er en helt ekstraordinær situation. Sådan lyder det fra social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V).

Torsdag annullerede en domstol i Etiopien adoptionerne af de to etiopiske børn Masho og Amy Steen.

Karen Ellemann kan bekræfte, at der i Etiopien er blevet truffet en afgørelse. Men hun kan endnu ikke sige, hvilken betydning afgørelsen får for de to børn.

- Det er en helt ekstraordinær situation for alle involverede parter. Vi er derfor nødt til lige at trække vejret, for indtil vi ved mere, er det for tidligt at udtale sig om, hvad der kommer til at ske.

- Ankestyrelsen er i gang med at undersøge, hvad der er op og ned i sagen, da vi kun ved, at der er truffet en afgørelse, og ikke kender indholdet af den, siger social- og indenrigsministeren.

Masho blev adopteret af et dansk par i 2008, og Amy Steen blev adopteret i 2009. Børnene blev kendt efter TV2 sendte dokumentaren "Adoptionens pris" i 2012.

Amy Steens forhold til de danske adoptivforældre gik dårligt, og Amy Steen endte med at blive anbragt hos en plejefamilie. Masho endte ligeledes med at blive fjernet fra sine adoptivforældre og bor nu på et børnehjem i Holbæk.

15-årige Amy Steen er rejst til Etiopien, hvor hun nu befinder sig med sin biologiske familie. Det er på trods af, at Ankestyrelsen i Danmark har forbudt hende et rejse til Etiopien, før hun er fyldt 18 år.

Masho bor stadig på et børnehjem i Danmark. Det er usikkert, hvorvidt dommen kan betyde en udlevering af Masho til Etiopien.

- Det har jeg utroligt svært ved at forestille mig, at man kan, når barnet har haft hele sin opvækst i Danmark. Men jeg vil ikke begynde at lave gætterier, da det er en meget ekstraordinær og voldsom situation, siger Karen Ellemann.

Spørgsmål: Der er andre danske forældre, der har adopteret børn fra Etiopien. Kan de forvente, at der sker lignende for dem?

- Det kan jeg ikke gætte på, siger Karen Ellemann.

I marts stoppede Danmark for adoptioner fra Etiopien efter en indstilling fra Ankestyrelsen.

Ministeren kan ikke oplyse, hvornår Ankestyrelsen kommer med nye oplysninger i sagen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress