Af Ritzau - 18/10-16 12:07

Sort stationcar kan fælde mænd bag drab i KøbenhavnSort stationcar kan fælde mænd bag drab i København

Politiet beder tirsdag offentligheden om hjælp i jagten på gerningsmænd til dødeligt skyderi på Østerbro.

storybild

(Billede: Nikolai Linares)

En sort stationcar kan vise sig at være et afgørende spor i politiets jagt på gerningsmændene til et skyderi på Hans Knudsens Plads i København.

Her blev fire personer om aftenen fredag 7. oktober ramt af skud. En af dem, en 30-årig mand fra hovedstadsområdet, overlevede ikke.

Tirsdag har Københavns Politi valgt at frigive oplysninger om gerningsmændenes køretøj.

Der er tale om en stationcar af mærket VW Passat, som blev stjålet en måned inden forbrydelsen på tankstationen Circle K i Brøndby.

Politiet håber nu på at modtage oplysninger om, hvilke personer der er blevet set i bilen i den måned, der er gået fra 7. september, hvor bilen blev stjålet, og frem til den blev fundet udbrændt 12 minutter efter skyderiet.

- Derudover vil vi gerne høre fra vidner, der kan have set bilen stå parkeret i kortere eller længere tid, oplyser vicepolitiinspektør Torben Svarrer i en pressemeddelelse.

Han bemærker i øvrigt, at bilen i tiden frem mod skyderiet "med stor sikkerhed" har været forsynet med flere forskellige stjålne nummerplader.

På gerningstidspunktet var den udstyret med registreringsnummeret AD25161.

I forbindelse med skyderiet blev bilens fører siddende bag rettet, mens en passager steg ud og affyrede mellem 25 og 30 skud.

Herefter sprang pistolmanden ind i bilen igen, inden de to kørte nordpå i høj fart via Hans Knudsens Plads og Helsingørmotorvejen.

Klokken 22.34 blev bilen sat i brand på en lille grusparkering i Kongens Lyngby. Bilen udbrændte totalt.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress