Af Lars Sejr - 06/09-15 19:47

Red Barnet: Indsamlingsbøsser proppet efter flygtningestrømRed Barnet: Indsamlingsbøsser proppet efter flygtningestrøm

Der er en klar sammenhæng mellem folkevandringen af flygtninge og migranter og søndagens indsamling, lyder det

storybild

(Billede: AP/Polfoto/arkivfoto)

Flere end 10.000 børn og voksne var søndag på gaden, da Red Barnet samlede ind til børn på flugt og i katastrofer.

Organisationen regner med at have samlet omkring ti millioner kroner ind, hvilket er 2,4 millioner mere end sidste år, og meget bedre end Red Barnet havde turdet håbe på, lyder det i en pressemeddelelse.

- Vi er overvældede over, hvor mange mennesker, der har valgt at samle ind, og hvor godt de er blevet modtaget ved dørene. Jeg er sikker på, at der er en klar sammenhæng mellem viljen til at hjælpe og det stærke fokus, der i disse dage er på flygtningene i Europa.

- Jeg er fuld af beundring og dybt taknemmelig for, at befolkningen bogstavelig talt har rejst sig for at hjælpe nogle af verdens dårligst stillede børn, siger Jonas Keiding Lindholm, konstitueret generalsekretær i Red Barnet.

LÆS OGSÅ: UNCHR-chef: Europa kan håndtere migrantkrisen

Dermed har hver indsamler i gennemsnit fået 1.000 kroner i indsamlingsbøssen. Det kan eksempelvis give mad til en familie i en måned, rent vand til 65 familier i en måned eller medicin til 100 børn.

Omkring halvdelen af de op mod 22 millioner syrere er drevet på flugt under borgerkrigen. Fire millioner af dem, som er på flugt, er flygtet ud af landet. Resten er internt fordrevne.

LÆS OGSÅ: Østrig: Migrantkrise må løses på hastetopmøde i EU

Red Barnet hjælper både i selve Syrien, i nærområderne og i Europa for at sikre, at børnene og deres familier overlever, beskyttes og er trygge. Red Barnet hjælper også stadig i Nepal med at beskytte de mange børn, som mistede alt under jordskælvet i april.

- De mindste er altid de største ofre, så allerede i morgen sender vi penge af sted til blandt andet børnene fra Syrien og Nepal.

- Desuden skal indsamlingen sikre, at vi hele det næste år er klar til at rykke ud med hjælp, når katastroferne rammer eller krigshandlinger kræver deres ofre og vores indsats, siger Jonas Keiding Lindholm.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress