01/06-15 07:14; Opdateret: 01/06-15 10:03

Ny måling: Nu fører Thorning over LøkkeNy måling: Nu fører Thorning over Løkke

Rød blok har fået den bedste start på valgkampen og efter mindre end en uge har partierne bag statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) overhalet blå blok.

storybild

I en ny meningsmåling fra Voxmeter får Thorning-støtterne således opbakning fra 50,5 procent, mens blå blok må nøjes med støtte fra 49,1 procent.

Det er første gang siden november 2013, at instituttet måler en opbakning til rød blok på over 50 procent.

Mindst lige så vigtigt er det, at Alternativet, der peger på Thorning som statsministerkandidat, for første gang hos Voxmeter er over spærregrænsen med en tilslutning på 2,2 procent. Det vil udløse fire mandater, hvis den skulle blive omsat til et valgresultat.

Dermed giver målingen 89 mandater til rød blok og 86 til blå blok.

LÆS OGSÅ: Q: Derfor vandt Thorning svag sejr

Så skal Helle Thorning-Schmidt bruge støtte fra blot ét af de fire mandater, som uddeles på Grønland og Færøerne for at være sikker på at kunne fortsætte som statsminister. Ved det seneste valg fik hun opbakning fra tre af disse mandater.

Målingen er den foreløbige kulmination på en voldsom udvikling over den seneste uge.

I en Voxmeter-måling, der blev offentliggjort mandag 25. maj stod rød blok til 45,6 procent, mens blå blok hentede 54,3 procent af stemmerne.

LÆS OGSÅ: BULLSHIT-barometer: Thorning: Vi har skabt betragtelig flere job

Troels Mylenberg, politisk kommentator og chefredaktør på Fyns Amts Avis, vurderer, at blandt andet den såkaldte Panorama-sag har givet blå blok og Venstre en skidt begyndelse på valgkampen.

- Så kan man diskutere ansvar og skyld, men i sidste ende falder det tilbage på Venstre selv, siger han om sagen, hvor Lars Løkke Rasmussen (V) brugte virksomheden Panorama til at eksemplificere, at der i Danmark mangler et større økonomisk incitament til at arbejde.

Det eksempel - samt et andet fra et bageri i Svinninge - er der dog blevet sat spørgsmålstegn ved.

- Men man skal jo understrege, at det slet ikke er slut endnu. Hvad der kommer let, går let, og vi har altså mere end to uger tilbage endnu, lyder det fra Troels Mylenberg frem mod valget 18. juni.

LÆS OGSÅ: BULLSHIT-barometer: Løkke: Regeringen har kun skabt 700 job

I den nye måling står Socialdemokraterne til 26,8 procents opbakning og Venstre til 21,2 procent.

Og mens Alternativet passerer spærregrænsen, så bevæger De Konservative sig tættere på at passere samme grænse - bare i modsatte retning. Partiet står til 2,6 procent af stemmerne.

Liberal Alliance får 7,9 procent, Dansk Folkeparti 17,0 procent og Kristendemokraterne 0,4 procent.

LÆS OGSÅ: Østergaard uenig med Thorning: Ulandshjælpen skal op

I rød blok får De Radikale 5,6 procent, SF 7,2 procent og Enhedslisten 8,7 procent.

Målingen er foretaget blandt 1056 repræsentativt udvalgte personer i perioden 29. til 31. maj.

Den maksimale usikkerhed i målingen er 2,7 procentpoint.

LÆS OGSÅ: Johanne Schmidt-Nielsen tordner mod Thorning: Bank Bødskov på plads

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress