Af - 16/11-16 13:24; Opdateret: 17/11-16 09:32

Ny chok-måling: Vermund fejer gamle partier af banenNy chok-måling: Vermund fejer gamle partier af banen

Nye Borgerlige stormer frem i ny måling. Vi giver ligesom Trump stemme til den almindelige arbejder, som er utilfreds med, at eliten ikke tager deres problemer alvorligt, siger partiformand Pernille Vermund.

storybild

Pernille Vermund og Nye Borgerlige står efter partiets årsmøde i weekenden til at høste 5,6 procent af stemmerne, viser ny måling. (Billede: scanpix/arkiv)

Pernille Vermund og hendes parti Nye Borgerlige stormer frem i kølvandet på partiets årsmøde i weekenden, der skabte fornyet opmærksomhed om det nye parti på stemmesedlen til næste Folketingsvalg, som politiske iagttagere er enige om kan blive udskrevet inden for ganske få måneder.

Med 5,6 procent af stemmerne høster Nye Borgerlige den højeste vælgertilslutning, siden Indenrigsministeriet godkendte partiet som opstillingsberettiget, og Pernille Vermund og co. overhaler dermed gamle partier som De Konservative, De Radikale, SF, det nye venstrefløjs parti Alternativet, og er nu blot beskedne 1,3 procentpoint fra at lægge sig op på siden af Enhedslisten. Det viser en vælgermåling, som YouGov har foretaget for metroxpress.

- Jeg er glad for, at det arbejde, der er blevet lavet i forbindelse med årsmødet, har båret frugt. Vores medlemmer har stået frem i artikler og på tv og fortalt, hvor utilfredse de er med udlændingepolitikken – som er åbenlyst ringe - og med det bureaukrati, de bliver begrænset af i det offentlige. Det har helt sikkert gjort en forskel, siger Pernille Vermund.

Nye Borgerlige henter fortsat vælgere hos især Dansk Folkeparti og Venstre, og Nye Borgerliges vælgerkorps er nu sammensat af 49,3 procent tidligere DF-vælgere, 26,1 procent tidligere V-vælgere, mens den sidste fjerdedel kommer fra de øvrige partier og nye førstegangsvælgere – dog kun meget få fra partierne i rød blok.

LÆS OGSÅ: Vermund: Udlændinge der svindler og dræber skal ud

Blandt overløberne fra DF er den dominerede begrundelse, at Dansk Folkeparti er blevet for slap på udlændingepolitikken. En tidligere DF-vælger - en 30-44-årig mand fra Nordjylland, som normalt er DF’s hjemmebane - begrunder i målingen sit skifte til Nye Borgerlige sådan her: ’Dansk Folkeparti er blevet en flok gamle tandløse hunde. Som kan gø, men ikke bide’.

En anden nordjysk mand begrunder sit farvel til DF med disse ord: ’De har løbet fra deres løfter. Ikke hårde nok over for immigration’.

Professor og valgforsker Rune Stubager, Aarhus Universitet, peger på, at udlændingepolitikken er Nye Borgerliges stærkeste kort, mens han tvivler på, at det er den økonomisk meget liberale politik, der tiltrækker vælgere med lave indkomster.

LÆS OGSÅ: DF løber skrigende bort fra Nye Borgerliges økonomiske plan

- Der har været en del danskere omkring Dansk Samling og Danskernes Parti, som ikke har følt sig repræsenteret i Folketinget. De har hos Nye Borgerlige tilsyneladende fundet et parti, der bedre repræsenterer deres holdning til en stram udlændingepolitik end med Dansk Folkeparti, siger han og tilføjer:

- De strømninger, der var med til at gøre Trump til præsident, har vi også i Danmark. Den utilfredshed med og ønske omen anden udlændingepolitik og EU-politik, som Dansk Folkeparti i en årrække har samlet op, er der nu kommet et nyt parti, som har givet stemme.

LÆS OGSÅ: Over spærregrænsen: Nye Borgerlige klar til Folketinget

Pernille Vermund har intet imod sammenligningen med Trump.

- Den analyse, der går på, at der en en modstand mod den herskende klasse – et system, som efterhånden skaber sin egen virkelighed – er jeg enig i. Nye Borgerlige er en del af den modstand. Politisk er der forskel på os og Trump, men vi har det til fælles, at vi er kritiske over for det eksisterende system, hvor man oplever en stigende forskel mellem almindelige menneskers virkelighedsopfattelse og politikerne, embedsværket og mediernes måde at se verden på, siger hun og tilføjer, at Dansk Folkeparti er blevet en del af systemet.

- DF har slået sig op på, at de vil løse problemerne med udlændinge og har haft masser af muligheder for det, men nu er de blevet en del af systemet og de etablerede partier. Det er der tydeligvis en del af DF’s tidligere vælgere, der enige med os i, siger Pernille Vermund.

LÆS OGSÅ: Venstre: Medietid har givet nyt højrefløjsparti medvind

Rune Stubager peger i den forbindelse på, at sagen om Dansk Folkepartis mulige misbrug af EU-midler ’er gift’ for Dansk Folkepartis status som værende i opposition til de etablerede partier:

- DF altid har stået i opposition til EU-systemet og kritiseret de andre for at lukrere på systemet, og nu er de så taget i at gøre det selv. Det svækker DF.


Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress