Af Jeppe Findalen og Maria Cuculiza - 17/06-15 12:36

HPV-piger: Lægerne siger, vi er tossedeHPV-piger: Lægerne siger, vi er tossede

En lang række piger går til lægen med alvorlige lidelser, som de mistænker HPV-vaccinen for at have udløst. Men lægerne vil ikke høre på dem. Flere føler, at lægerne tror, de er tossede.

Du fejler ingenting. Vaccinen er uden bivirkninger, så din sygdom har intet med den at gøre. Det er nok snarere, fordi dine forældre blev skilt sidste år, og fordi du føler dig presset i skolen, at du er lammet, går i kramper og besvimer dagligt.

Sådan lyder det ofte, når unge piger går til lægen med pludselige symptomer efter en HPV-vaccine.
Det fortæller en lang række piger og forældre, som metroxpress har været i kontakt med.

LÆS OGSÅ: Nanna blev syg og tabte sig 18 kilo efter HPV-vaccinen: Læs hendes stærke brev

- Det helt store flertal af læger afviser konsekvent, at vaccinen kan mistænkes for alvorlige bivirkninger. I stedet sender de hellere pigerne til psykiatrien, som rigtigt mange har været, fortæller Louise Juellund, hvis datter efter en ren frikendelse i psykiatrien nu har fået diagnosen Pots, som er mistænkt som bivirkning af HPV. Datteren kan i dag ikke være alene hjemme på grund af daglige kramper og timelange bevidsthedstab.

At afvise pigernes muligheder for undersøgelser og behandling med begrundelsen, at de mange symptomer skyldes psykiske problemer kalder leder af Center for Funktionelle lidelser, København, Peter la Cour for' forfærdeligt'.

LÆS OGSÅ: Mistanke: Oralsex øger risiko for kræft

- Den lille håndfuld piger jeg har set har ikke været psykisk syge, men meget fysisk syge og invaliderede. Og vi kan simpelthen ikke have at så syge mennesker bliver afvist med en formodning om at de er psykisk syge når nu ingen af os ved noget som helst om, hvorfor de er så syge, forklarer Peter la Cour, der kalder påstået viden om psykiske årsager for et forargeligt karaktermord på de unge kvinder.
Ifølge Niels Ulrich Holm, næstformand for PLO og medlem af Sundhedsstyrelsens vaccinationsudvalg, kan pigernes opfattelse bunde i en misforståelse mellem læge og patient.

- Det er altid rigtigt kedeligt, når patienter føler at de er blevet misforstået eller har følt sig dårligt behandlede, så det er jeg ked af at høre, siger Niels Ulrich Holm.
Han peger på, at der er stor uvished om, hvad der er op og ned med hensyn til HPV-vaccinens bivirkninger.

- Lige nu står vi jo midt i et vadested, hvor ingen jo faktisk rigtigt ved, hvad disse pigers mange symptomer skyldes, så indtil vi forhåbentlig snart får mere viden, er det jo faktisk svært at sige, hvad der har været rigtigt og forkert, siger han.

Hvad tænker du..?

Læs også disse