14/03-16 06:31

Afgørelsens time i omfattende sag om menneskehandelAfgørelsens time i omfattende sag om menneskehandel

Mandag eftermiddag falder der dom i en sag, der er kaldt den største sag om menneskehandel nogensinde.

storybild

Retten i Lyngby afsiger mandag eftermiddag dom i en del af den sag, der er blevet kaldt danmarkshistoriens største sag om menneskehandel. Arkivfoto. (Billede: Free)

Blev hundredvis af fattige rumænere udsat for menneskehandel, eller vidste de udmærket, at de skulle til Danmark for at begå kriminalitet?

Det er blandt andet det, som Retten i Lyngby mandag eftermiddag tager stilling til, når der falder dom i det, som er kaldt danmarkshistoriens største sag om menneskehandel, og som politiet har døbt Operation Hvepsebo.

Her er i alt 26 personer tiltalt for at have lokket 300 fattige rumænere til Danmark og udnyttet dem til økonomisk kriminalitet for op mod 40 millioner kroner.

Politiet har efterforsket Hvepsebo-sagen i fem celler, og det er i sagens celle 1 med 14 tiltalte, at der klokken 16.30 afsiges dom.

Blandt de 14 tiltalte er den 47-årige ED, der efter anklagemyndighedens opfattelse er den absolutte hovedmand i sagen.

I sin afsluttende procedure sammenlignede senioranklager Jette Malberg den 47-åriges foretagende med en dybt organiseret og strømlinet virksomhed.

Ud over en direktion med ED i toppen tæller "virksomheden" en driftsafdeling, der har til opgave at transportere, huse og forpleje de mange rumænere.

Der er også en administration, som holder styr på rumænernes identiteter, cpr-numre og forskellige koder, der bruges til bedragerierne.

Under sagen har flere af de tiltalte i vidt omfang erkendt sig skyldige.

Det gælder også ED, der efter eget udsagn har hjulpet op mod 1000 rumænere med at fuske sig til danske cpr-numre ved hjælp af falske ansættelseskontrakter.

En del af cpr-numrene blev siden brugt til økonomisk bedrageri, herunder til leasing af biler, optagelse af kviklån og til køb af mobiltelefoner på afbetaling.

Han afviser dog, at der skulle være tale om menneskehandel.

I retten fremhævede hans forsvarer, advokat Michael Harms, at personerne udmærket vidste, at deres identitet skulle bruges til at begå bedrageri. Derfor var de ikke udsat for menneskehandel, men har medvirket til kriminaliteten.

Han mener desuden ikke, at personerne er blevet udnyttet til "strafbare handlinger", når det alene er deres identitet, der er blevet udnyttet. Dermed har de ifølge Michael Harms ikke i lovens forstand været udsat for menneskehandel.

Senioranklager Jette Malberg vil have de 14 idømt fængsel mellem 3 år og 7 år og 11 måneder.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress