Af Ritzau - 25/06-16 15:48

Vidner søges efter røveri af ældre kvinde i BrønshøjVidner søges efter røveri af ældre kvinde i Brønshøj

Den 80-årige blev frarøvet smykker og taske, da hun var steget af bussen fredag i den københavnske bydel.

storybild

En ældre kvinde blev udsat for et røveri cirka klokken 23:40 fredag aften, da hun var steget af bussen på Frederikssundsvej i Brønshøj ved København. (Billede: Scanpix/Brian Bergmann)

Politiet efterlyser vidner, der kan lede det på sporet af en eller flere gerningsmænd, der fredag aften røvede en ældre kvinde i det nordvestlige København.

Den 80-årige kvinde blev passet op bagfra cirka klokken 23:40, efter at hun var steget af bussen på Frederikssundsvej tæt på Præstekærvej og Astrupvej i Brønshøj.

Hun blev holdt fast og frarøvet sin taske og sine smykker. Kvinden var ikke i stand til efterfølgende at give et signalement af den eller dem, der røvede hende.

Det oplyser Københavns Politi.

- Vi er interesserede i at tale med vidner, der har været i nærheden. Hvis nogen har oplevet noget mistænkeligt, opfordres de til at ringe 114, siger central efterforskningsleder Gunnar Nørager fra Københavns Politi.

Opfordringen er både rettet mod personer, der har været i området ved Frederikssundsvej, Præstekærvej og Astrupvej op til midnat fredag aften, og buspassagerer, der har kørt med bus 5A ind mod byen.

- Det er en alvorlig sag. Man skal ikke være i fare for at blive overfaldet eller røvet, når man færdes på gaden, siger Gunnar Nørager.

Offeret er blevet behandlet på skadestuen, men er ikke kommet alvorligt til skade.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress