Af Ritzau - 31/10-16 11:35; Opdateret: 31/10-16 12:54

Politikere blev hacket og fik lækket cpr-numrePolitikere blev hacket og fik lækket cpr-numre

To mænd fra Fyn og Midtjylland nægter sig skyldige i hackersag i Københavns Byret.

storybild

To mænd er tiltalt i en større hackingsag. De skal angiveligt have stået bag et læk af 91 politikeres cpr-numre. Dommen ventes 24. november. Arkivfoto. (Billede: Free/Per Johansen)

SF, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Venstre er blandt de partier, der har fået hjemmesider hacket eller forsøgt hacket i en omfattende sag.

Det fremgår under et retsmøde mandag i Københavns Byret, hvor to mænd er tiltalt for at have lækket personfølsomme oplysninger om 91 medlemmer af Folketinget.

Anklager Louise Pedersen oplyser, at de to mænd også skal have bevæget sig rundt på hjemmesider, der tilhører Venstre, Dansk Folkeparti, Rigsrevisionen, Digitaliseringsstyrelsen, Kommunernes og Regionernes Løndatakontor og PET.

De tiltalte skal have lykkedes med at hacke sig ind på hjemmesider, der tilhører SF, Radikale Venstre, en socialdemokratisk lokalkreds og Rigsarkivet.

Mændene er 23 og 32 år. De kommer henholdsvis fra Midtjylland og Fyn og nægter sig begge skyldige.

Den 23-årige er tiltalt i flest forhold - nemlig 22 ud af 30.

Sagen begyndte, da 22 medlemmer af SF fik offentliggjort deres cpr-numre på internettet.

Kort tid efter fik 91 medlemmer af Folketinget også lækket personfølsomme oplysninger.

Ifølge anklagemyndigheden er lækket en reaktion på loven om Center for Cyberkriminalitet, som Folketinget vedtog i 2014.

De 91 politikere stemte for loven.

- På en tekst på nettet fremgik det, at lækket kom i forbindelse med loven om Center for Cybersikkerhed. Hackerne mente, at politikerne var gået for langt i forhold til overvågning af befolkningen, siger Louise Pedersen.

I retten læser hun teksten op.

- Vi ser ikke meget frihed i Danmark, men masser af tyranni.

- I er gået for langt, når I tror, at I kan bruge militære efterretningstjenester til at overvåge befolkningen, står der i dele af teksten.

Hackerne refererer også til vedtagelsen af offentlighedsloven og salget af Dong til Goldman Sachs i begrundelsen for lækket.

De mange hackerangreb er udført ved hjælp af programmerne SQL-injection, SQL-map og Acunetix. Ifølge anklageren kan programmerne finde såkaldte sårbarheder på en hjemmeside.

Bruger man programmerne til at få uberettiget adgang til hjemmesider, man ikke selv ejer, er der ifølge anklagemyndigheden tale om hacking.

Det ventes dom i sagen 24. november.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress