08/04-15 19:52

Gymnasie-reform må vente til efter valgetGymnasie-reform må vente til efter valget

Karakterkrav fik på ny forhandlingerne om en kommende gymnasiereform til at falde til jorden. Der er gået valgkamp i sagen, mener minister og gymnasieelever.

storybild

(Billede: Polfoto)

Det varede kun få minutter, før den ottende forhandling mellem undervisningsminister Christine Antorini (S) og Folketingets partier om en gymnasiereform brød sammen onsdag eftermiddag.

Stridens kerne er - som den har været hele tiden - uenighed om adgangskravene til gymnasiet.

- Der er ellers bred enighed blandt partierne om regeringens forslag til, at vi skal give gymnasiet et fagligt løft, have færre studieretninger og styrke anvendelsesorienteringen i undervisningen. Det må vi nu opgive på grund af ønsket om høje adgangskrav, sagde Christine Antorini.

Både Venstre og De Konservative står fast på, at adgangskravet til gymnasiet skal være en karakter på 4 i dansk og matematik. Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ønsker højere adgangskrav, mens regeringen siger 02.

LÆS OGSÅ: 19-årige Sara: Afskaf nu bare SU'en

Ifølge Venstres uddannelsesordfører, Esben Lunde Larsen, ville Antorini pille spørgsmålet om karakterer helt ud af forhandlingerne.

- Det er ærgerligt, at regeringen ikke har villet flytte sig på det spørgsmål. Beskeden fra ministeren er, at der ikke kommer flere forhandlinger på denne side af et valg, sagde han.

Enhedslisten var efter sammenbruddet hurtig til at byde sig til med en smal, rød aftale.

- Når højrefløjen ikke vil være med, så bør regeringen bruge sit flertal, og så kan ændringerne træde i kraft efter et valg, sagde uddannelsesordfører Rosa Lund.

Men Antorini insisterer på, at en politisk aftale skal være bred.

- Vi må sande, at der er gået valgkamp i det her, men vi synes, det er utrolig vigtigt at holde fast i brede forligskredse på uddannelsesområdet, sagde hun.

LÆS OGSÅ: Gymnasie-elev snød sig til 10-tal: Gæt hvem der skrev opgaven

Anne-Birgitte Rasmussen, formand for foreningen Danske Gymnasier, beklagede sammenbruddet.

- Jeg er af den klare opfattelse, at de unge, der kan og vil, skal have muligheden for en uddannelse, og den mulighed tager vi fra dem, hvis der bliver indført høje adgangskrav, sagde hun.

Mathilde Vinther, formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, bebrejdede politikerne for at lade sig påvirke af det snarlige folketingsvalg.

- Jeg synes, det er useriøst, at der går valgkamp i en reform, der handler om vores fælles uddannelsessystem, sagde hun.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress