Af Ritzau - 02/11-16 13:33; Opdateret: 02/11-16 13:46

Løkke: Jeg har kun forståelse for svensk id-kontrolLøkke: Jeg har kun forståelse for svensk id-kontrol

Danmark og Sverige er blandt fem lande, som har ønsket at forlænge grænsekontrollen i lyset af tilstrømningen.

storybild

De nordiske statsministre er samlet til familiefoto i Statsministeriet onsdag 2. november 2016 i anledning af Nordisk Råds fællesmøde i København. Fra venstre: Stefan Löfven (Sverige), Juha Sipilä (Finland), Lars Løkke Rasmussen (Danmark), Erna Solberg (Norge) og Eygló Harðardóttir (socialminister fra Island). (Billede: Scanpix/Nikolai Linares)

Når der ikke er styr på EU's ydre grænser, må landene selv sørge for at beskytte deres grænser.

Derfor vil Sverige ikke høre nogen kritik fra den danske regering for at forlænge id-kontrollen med yderligere tre måneder. En beslutning, der blev truffet onsdag i lyset af den fortsatte flygtningestrøm.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) siger:

- Jeg har kun forståelse for den svenske beslutning.

- Der er fem lande, der har midlertidig grænsekontrol. Det er nødvendigt, så længe der ikke er styr på de ydre grænser.

- Men det er klart, at det er en udfordring i Øresundsregionen, som vi har arbejdet hårdt på at integrere.

Sverige og Danmark drøfter, hvordan kontrollen kan foregå på en måde, der "er så lidt indgribende over for pendlerne som muligt".

- Så sent som i går har vi diskuteret, om vi kan samarbejde på en måde, der sikrer, at vi både har id-kontrol og grænsekontrol og gør det så lidt indgribende for pendlerne som overhovedet muligt.

- På den måde kan vi holde fast i de fordele, vi har opnået, siger Lars Løkke Rasmussen.

Den svenske statsminister Stefan Löfven deltog onsdag i et pressemøde i København med Lars Løkke Rasmussen og de øvrige statsministre for de nordiske og baltiske lande.

Han begrunder beslutningen om at forlænge id-kontrollen sådan:

- Id-kontrollen blev indført for at sørge for orden og sikkerhed i landet efter en vældig besværlig periode med et stort antal mennesker, som søgte tilflugt.

- Den dag id-kontrollen ikke længere behøves, vil vi indstille den. Pendlere og rejsende i regionen oplever det som en besværlighed, siger Stefan Löfven og tilføjer:

- Men vi må i første omgang sikre, at der forsat er orden og sikkerhed i landet. Det er vigtigt for Sverige i sin helhed.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress