Af Ritzau - 02/05-16 10:01

Udenrigsgransker: Nyt ministerforum skal drøfte Danmarks udenrigsindsatserUdenrigsgransker: Nyt ministerforum skal drøfte Danmarks udenrigsindsatser

Peter Taksøe-Jensen ønsker, at flere ministre inddrages i beslutningerne omkring udenrigspolitiske emner.

storybild

Peter Taksøe-Jensen ønsker, at flere ministre inddrages i beslutningerne omkring udenrigspolitiske emner. Her overdrages udredningen til statsminister Lars Løkke Rasmussen, udenrigsminister Kristian Jensen og forsvarsminister Peter Christensen. (Billede: Scanpix/Jens Astrup)

Danmark har brug for et såkaldt udenrigspolitisk forum, som skal danne ramme om regeringens politiske og strategiske drøftelser om tilrettelæggelsen af Danmarks diplomatiske og forsvarspolitiske indsatser fremover.

Det er et af punkterne i den rapport, som regeringens såkaldte udenrigsgransker, Peter Taksøe-Jensen, mandag har fremlagt.

Peter Taksøe-Jensen, der også er dansk ambassadør i Indien, fik i efteråret 2015 af Venstre-regeringen til opgave at lave den udenrigspolitiske udredning.

Udredningen kommer med en række anbefalinger til, hvordan dansk udenrigspolitik bedst skrues sammen de næste 10-15 år.

I dag findes Koordinationsudvalget, som har statsministeren, udenrigsministeren og finansministeren som faste medlemmer. Hertil kan udvalget udvides med relevante ministre, når det skønnes nødvendigt.

Men Peter Taksøe-Jensen foreslår, at et nyt udenrigspolitisk forum skal bestå af statsministeren, udenrigsministeren, forsvarsministeren, finansministeren, justitsministeren, erhvervs- og vækstministeren, udlændinge- og integrationsministeren.

Ligesom Koordinationsudvalget skal et udenrigspolitisk forum også have muligheden for at blive udvidet med relevante ministre.

- Det kan bidrage til, at udenrigs- og sikkerhedspolitiske beslutninger i højere grad løftes op på politisk niveau og træffes på et strategisk grundlag med velfunderede optioner, skriver Peter Taksøe-Jensen i sin udredning.

Han skriver desuden, at en af årsagerne til, at forummet skal bestå af flere ministre, er, at det vil sikre "inddragelse af alle centrale interessenter i beslutningsprocessen og i forhold til ansvarsfordeling og opfølgning."

- Det kan ligeledes bidrag til en prioritering af emner, således at der både bliver plads til konkrete beslutninger og tidskrævende strategiske drøftelser om udvalgte problemstillinger, lyder det i udredningen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress