Af Ritzau - 23/11-16 16:18

Bandeekspert: Nye grupperinger medvirker til splidBandeekspert: Nye grupperinger medvirker til splid

Alene i november har der været adskillige skyderier i Danmark hvoraf flere formodes at være banderelateret.

storybild

To personer blev ramt af skud tirsdag aften uden for restauranten Sticks N'Sushi i Magasin på Lyngby Hovedgade. De to personer er uden for livsfare. Politiet leder efter bandespor i sagen. (Billede: Scanpix/Mathias Øgendal)

Flere nye bander, lukning af Pusher Street og nogle mere hårdkogte unge. Der er mange grunde til at, der i dag er sket en markant stigning i antallet af banderelaterede skyderier i Danmark.

Det vurderer Poul Kellberg, der er direktør i organisationen Comeback, som laver exitprogrammer for unge i bandemiljøerne. Han er desuden tidligere elitebokser, pædagog og har en diplomuddannelse i kriminologi.

- Det er et meget komplekst kludetæppe og et cirkus af den anden verden, siger Poul Kellberg om de danske bander.

Han forklarer, at der kan være meget bag skyderierne, som aldrig bliver kendt af hverken politi eller medier.

Mens bandemiljøet for år tilbage var styret af HA og Bandidos, er der i dag adskillige nye grupperinger.

Han nævner blandt andet Satudarah, Loyal to Familia og Black Army, som nogle af de nye grupper, der kommer fra udlandet.

- Der er kommet nogle nye grupperinger ind udefra, og indvandrergrupper sætter sig under de allerede etablerede grupper.

- Det skaber selvfølgelig noget splid, når man går ind og organiserer sig under en gruppe, siger Poul Kellberg.

Seneste skyderi på åben gade i Danmark skete tirsdag aften. Her blev en 22-årig mand og en 30-årig kvinde ramt af skud foran Magasin i Lyngby. Politiet undersøger skyderiet som banderelateret.

Ifølge Rigspolitiet har der været mellem 14 og 17 banderelaterede skudepisoder de seneste år. Det er dog steget markant i år.

I begyndelsen af september fjernede christianitterne hashboderne i Pusher Street i fristaden. Det kan også have haft en betydning for bandekonflikten, påpeger Poul Kellberg.

- Der er et marked, som er blevet lukket. Det har spredt sig ud til det meste af København, siger han.

Han mener også, at de unge i bandemiljøet er blevet mere hårdkogte.

- Ungdomskriminaliteten er faldet drastisk, men den kriminalitet, der er tilbage, er mere voldsom. De lever i nogle submiljøer med et meget indsnævret verdensbillede, siger Poul Kellberg.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress