Af Ritzau - 03/09-16 10:09

Overblik: Politi-profiler vil have sat hashen friOverblik: Politi-profiler vil have sat hashen fri

Debatten om legalisering af hash har fået flere eksperter og politifolk til at blande sig. Få overblikket her.

storybild

Flere fagfolk inden for politi- og anklagemyndigheden har udtalt sig positivt om legalisering af hash. (Billede: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen)

I juni måned var der debat om legalisering af hash, efter at politiet i en stor aktion ryddede hashhandlen på Christiania.

Siden har en tragisk skudepisode på fristaden betydet, at christianitterne fredag selv har fjernet resterne af hashhandlen i gaden.

Her kan du få overblikket over, hvad der tidligere er blevet sagt om legalisering af hash, der på ny er til debat med rydningen af Pusherstreet:

* Misbrugsekspert og psykiater Henrik Rindom, er blandt dem, der har opfordret til at afkriminalisere hash.

- Jeg vil gerne opfordre til, at man prøver at tænke ud af boksen. At man lader være med ensidigt at tænke mere straf, sagde han i juni.

* Senioranklager Anne Birgitte Stürup fra Statsadvokaten for København har tonet rent flag og går ind for en legalisering.

- Jeg mener personligt, at man bør legalisere salget af hash, for den kamp kan vi ikke vinde. Vi kan ikke hindre brugen af hash ved at forbyde det. Det er dyrt og nytter ikke meget, sagde hun i juni.

* Også Erik Merlung, tidligere statsadvokat for Sjælland, er enig i, at vejen frem er legalisering.

- Vi vinder ikke den kamp. De eneste, som profiterer på den håbløse indsats, samfundet gør nu, er de kriminelle, som tjener styrtende på ulovligt salg af hash. Det er formentlig milliarder af kroner, vi taler om, sagde han i juni.

* Tidligere chefpolitiinspektør Per Larsen foreslår, at Folketinget iværksætter et overvåget forsøg med salg af hash, hvor indtægterne går til staten.

- Så kan man se, hvordan det virker, for jeg er helt enig i, at det er en hård kamp, og der er ikke udsigt til, at den vindes lige om hjørnet, og pengene går altså i de forkerte lommer i dag, sagde han i juni.

* Formand for politiforbundet Claus Oxfeldt er dog ikke enig i en legalisering.

- Så skal vi jo også droppe færdselsloven eller indsatsen mod spirituskørsel. Der er også hele tiden folk, der kører for stærkt eller kører med alkohol i blodet. Det er jo ikke et argument at stoppe indsatsen, bare fordi vi ikke kan forhindre det helt, sagde han i juni.

* Chefpolitiinspektør ved Østjyllands Politi, Bent Preben Nielsen, er heller ikke begejstret for legalisering.

- Fri hash - hold nu op. Unge under 18 skal nok fortsat have hash og vel ikke fra lovlige butikker, skriver han lørdag på Twitter.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress