Af Ritzau - 13/04-16 14:33

Amnesty: Løkke skal snakke tortur med Mexicos præsidentAmnesty: Løkke skal snakke tortur med Mexicos præsident

Tortur og mystiske forsvindinger bør diskuteres, når Lars Løkke torsdag møder Mexicos præsident, lyder det.

storybild

Flere end 27.000 personer er savnet i Mexico, og ifølge Amnesty International er de mexicanske myndigheder for dårlige til at opklare de mange forsvindinger. (Billede: AP/Eduardo Verdugo)

Flere end 27.000 personer er lige nu savnet i Mexico. Uforklarlige forsvindinger er et stort problem i det mellemamerikanske land, og de mexicanske myndigheders efterforskning i forsvindingssagerne er ofte meget mangelfuld.

Organisationen Amnesty International opfordrer derfor til, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tager emnet op, når han torsdag møder Mexicos præsident, Enrique Peña Nieto, som er på officielt statsbesøg i Danmark.

Det er en kærkommen lejlighed, mener Amnesty International, til at konfrontere Mexico med nogle af de største, menneskeretlige problemer, som landet har.

Ud over de tusindvis af mexicanere, der i øjeblikket er forsvundet, bør den danske statsminister sætte fokus på brugen af tortur i landet.

- Tortur er et udbredt problem i Mexico. Selv om præsidenten selv er kommet med et forslag til en anti-torturlov, er der stadig nogle helt basale mangler, siger generalsekretær i Amnesty International Trine Christensen.

Hun forklarer, at tortur er et udbredt værktøj i forbindelse med afhøringer, hvor tortur kan føre til såkaldte tvungne tilståelser.

Men anklager om tortur bliver ikke undersøgt ordentligt. Heller ikke de mange forsvindinger bliver efterforsket tilstrækkeligt, lyder kritikken.

- Der er et enormt antal savnede personer i Mexico. Myndighederne fører ikke registre over, hvem politiet eller militæret anholder, og der er meget mangelfulde informationer om, hvem der er savnet.

- Der mangler simpelthen helt grundlæggende efterforskning efter forsvundne personer. Efterforskningen er meget vilkårlig og ofte overfladisk, siger Trine Christensen.

Nogle af de forsvundne kan være blevet dræbt eller kidnappet af eksempelvis narkobander, forklarer hun. Andre menes at være forsvundet, mens de var i myndighedernes - altså politiets eller militærets - varetægt.

Generalsekretæren for Amnesty International medgiver, at en enkelt diplomatisk samtale næppe vil ændre situationen i Mexico. Men alligevel bør Lars Løkke Rasmussen bringe emnerne på banen, når han møder den mexicanske præsident.

- Vi ved, at jo flere der giver konstruktiv kritik fra udlandet, jo større betydning har det, siger Trine Christensen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress