Af Inaam Nabil, journalist og blogger - 13/07-16 14:55

KLUMME: Slap af og giv min generation en chanceKLUMME: Slap af og giv min generation en chance

- Kan vi ikke aftale, at vi slapper af og giver min generation en chance? Sådan spørger journalist og blogger Inaam Nabil i sin klumme i metroxpress.

storybild

Inaam Nabil

KLUMME: For to uger siden breakede en nyhed, som jeg synes, at vi har skøjtet let og elegant over. Måske fordi, at der ikke var særligt mange politiske reaktioner på den. Måske er det kommet så meget bag på os alle sammen - inklusiv mig selv, der burde vide bedre ved bare at observere udviklingen i min egen baghave - at det er for godt til at være sandt. Jeg ved det ikke, men jeg ved, at det er værd lige at stoppe op og reflektere over det. Det har jeg gjort.

Det er nyheden om, at der er kommet 269 procent flere studenter blandt de 20-årige drenge fra Vollsmose – og at de socialt belastede områder i Danmark generelt klarer sig bedre på den front. Og hvis udviklingen fortsætter, kommer drengene, inden vi når at blinke, til at ramme landsgennemsnittet. Intet tyder på, at det ikke kommer til at ske. For pigerne er det ”kun” en stigning på 92 procent. Men det er fordi, at pigerne altid har været fremme i skoene. Intet nyt i den lejr.

Det bemærkelsesværdige ved de to tal er, at drengene bevæger sig med lynets hast for at kunne følge med pigerne. Vi vil ikke have brødre, der sidder hjemme og laver ingenting. Og konventionelt set, vil en del kvinder ikke gifte sig nedad – økonomisk og fagligt. Bevares, det er en grov generalisering – men sådan set fra et større perspektiv.

Dén udvikling har givet mit absolut svageste argument næring – hvis man dog kan kalde det et argument. Det er mere et kvalificeret håb. For når jeg sidder sammen med de af mine politisk interesserede venner og vender Danmarks og verdenssituationen, så prøver jeg at være optimistisk på vegne af min generation. Mit argument er vagt: Jeg ved godt, at statistikkerne er dårlige og i mod min generation; at ikke-vestlige drenge er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne; at de sakker bagud i uddannelsessystemet; at udsigterne til, at vi piger, som rent faktisk får en uddannelse, også får et arbejde efterfølgende er dårlige. Men min generation har vist potentiale.

Først da det sidste år kom frem i en rapport fra Integrationsministeriet, at antallet af kvinder fra ikke vestlige lande mellem 20 og 24 år, der læser en længere videregående uddannelse, er steget fra 2,8 til 5,2 procent over en 10-årige periode. Hvor det tilsvarende tal for danske unge kvinder er på 4,3. Og mens det i det helt taget er 95 procent af de danske kvinder, der tager en uddannelse, så gælder det for 92 procent af kvinderne med en ikke-vestlig baggrund. En meget lille forskel, der vil blive udlignet med tiden.

Vi har vidst i noget tid, at de ikke-vestlige kvinder vil overhale de danske kvinder. Men helt kom det bag på os, da Fyens Stiftstidende brød deres forside med en somalisk kvinde og overskriften: ”Somalisk succeshistorie.” Historien handler om, hvordan de somaliske kvinder klarer sig godt på arbejdsmarkedet, jo længere tid de har været i Danmark. Det kom bag på os, fordi vi de seneste to somre særligt har udsat dén gruppe for kritik i den offentlige debat.

Og her kommer så et snært af et argument: Det har taget lande som USA og England, som jo har en lang indvandringshistorie, flere generationer at integrere indvandrer og flygtninge i deres uddannelsessystem og på arbejdsmarkedet. Vi taler mindst tre generationer. Og her kommer min generation, som er en blanding af 2., 3. og 4. generation (hvis man er tyrker og/eller pakistaner), og smadrer teorierne om, hvor svært det er at bryde den sociale arv, og hvor mange generationer, der skal til for at få folk til at tage en uddannelse. Jeg, blot 2. generation, hvis man stadig bruger den betegnelse, står i dag med en lang videregående uddannelse og forsøger, på lige fod med mine medstuderende, at mase mig til en plads i mediebranchen. Ingen forskel dér. Jeg har netværket, jeg har evnerne, men jeg har brug for modet og opbakningen. Den er svær at finde. Jeg klamrer mig til min forældres kærlighed og mine venner og kollegaers støtte. Det offentlige Danmark til gengæld er gennemsyret af janteloven. Her er intet opbakning at hente. Tværtimod.

For blot få uger siden fik jeg kaffen galt i halsen, da jeg sad i min stue og lyttede til radioen, hvor en politisk kommentator udtalte, at det jo er godt, at de piger (som bærer den muslimske hovedbeklædning) tager sig en uddannelse mod alle odds. I det mindste, så kan de give noget videre til deres børn, når statistikkerne siger, at de ikke selv kommer i arbejde. Jeg tror, jeg bandede lidt dér. En sjældenhed. Men ikke sjældnere end, at jeg kan blive forarget over, at man ikke trækker vejret, giver min generation tid til at komme ind i kampen og hepper på sidelinjen, i stedet for at udstikke os en grum skæbne. Det er paradoksalt.

For jo jo, de hårde, kolde tal er faktum på staus quo. Men kigger man på, hvilken retning pilen peger, så er der meget plads til optimisme. Og lad mig synge den sædvanlige og vigtig sang: selvfølgelig skal man pege på udfordringer, men for en gangs skyld, og når der pludselig dukker en historie, der blæser os alle omkuld, kan vi ikke aftale, at vi slapper af og giver min generation en chance?

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress