Af Ritzau - 26/10-16 23:02

Vismænd kritiserer regeringens olieregnskabVismænd kritiserer regeringens olieregnskab

Finansministeriet har ikke brugt de opdaterede tal for priser på nordsøolien, og det får kritik af vismændene.

storybild

Finansministeriets har regnet med oliepriser fra 2013 i stedet for at bruge opdaterede tal. Det møder kritik fra vismændene. (Billede: Free/Wikimedia Commons)

Prisen for olie har udviklet sig, men det har Finansministeriet ikke regnet med i de tal, der anslår statens indtægter fra nordsøolien.

Det møder nu kritik fra vismændene, skriver Politiken torsdag.

Med overvismand Michael Svarer i spidsen kritiserer Det Økonomiske Råd Finansministeriets beregning af en hjørnesten i dansk økonomi.

Den har afgørende betydning for, hvor frit politikerne kan disponere, når de skal spare eller spendere på finansloven.

Konkret har ministeriet valgt at bruge ældre vurderinger af olieprisen til at anslå statens indtægter i Nordsøen i stedet for de nyest tilgængelige.

Det skaber tvivl om en finansiel post, der er væsentlig for, om Danmark overholder de fælles EU-regler for underskud på de offentlige finanser.

- Vi synes, den nye praksis kan være problematisk. For at få en idé om indtægterne fra nordsøolien synes vi, at det er mest hensigtsmæssigt at bruge de opdaterede tal, siger Michael Svarer til Politiken.

Ifølge vismændene tager ministeriet udgangspunkt i et skøn fra 2013 for at anslå indtægterne fra olien i de kommende år.

Dengang var olieprisen "væsentligt højere" end i dag, bemærker vismændene i deres seneste rapport.

Med den gamle oliepris ender underskuddet på den såkaldt strukturelle saldo næste år inden for den nedre grænse på 0,5 procent.

Hvis regeringen havde holdt fast i den hidtidige praksis med at bruge opdaterede tal, ville Danmark havne på den forkerte side af grænsen. Det skriver vismændene i deres rapport fra denne måned.

Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, kalder det betænkeligt, at ministeriet har ændret metode.

- At man vælger - tilsyneladende helt bevidst - at lave regnemodellerne om, sådan at de er mindre konservative og giver et mere optimistisk skøn, det synes jeg er noget vovet at kaste sig ud i, siger han til Politiken.

Finansministeriet forstår ikke vismændenes kritik. Ifølge ministeriet orienterede man allerede i foråret om den nye metode.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress