Af - 19/03-15 11:39; Opdateret: 19/03-15 11:53

Vi vil ændre vores kønsdele: Se hvordan vi ville ønske, de så udVi vil ændre vores kønsdele: Se hvordan vi ville ønske, de så ud

En ny meningsmåling viser, at hver 10. dansker er utilfreds med sine kønsorganer. Men hvordan ser helt normale kønsdele ud? Ekspert giver svaret

Har du en holdning til dine kønsorganer? Mange af os har, og ti procent af os er enten utilfredse eller meget utilfredse med deres udseende. Det viser en ny meningsmåling foretaget af YouGov for metroxpress.

LÆS OGSÅ: Unge pigers kønslæber gør dem usikre

Undersøgelsen viste også, at seks procent af alle danskere har overvejet at få deres kønsorganer opereret. Fem procent angiver dog, at de formentlig ikke vil gøre det. Mens en procent svarer, at de har fået opereret deres kønsorganer.

Mænd vil helst have, at deres penis er længere i slap tilstand


Men det er langt fra alle, der kan og bør få ændret deres kønsdele kirurgisk. Det er ulovligt for læger at intimoperere kvinder af kosmetiske årsager. Det sidestilles med omskæring og kan straffes med seks års fængsel. Der skal derfor være fysiske gener, der stemmer overens med kønslæbernes udseende og størrelse, før en kirurg vil operere.

LÆS OGSÅ: Designer-vaginaer rykker

Alligevel er antallet af danske kvinder, der får opereret deres kønslæber, fordoblet på ti år. Gynækolog og overlæge Annemette Lykkebo fra Kolding Sygehus mener, at forklaringen på vores utilfredshed med vores kønsorganer blandt andet skal findes i moden og hos os selv.

- Det er blevet mere legalt at få lavet kosmetisk kirurgi. Samtidig barberer rigtigt mange kvinder sig i dag, og det skaber et helt andet fokus på, hvordan man ser ud dernede.

Hun påpeger også, at de kønsorganer vi ser i dag ofte er retoucherede og manipulerede, og det kan skabe et forvrænget billede af virkeligheden. Det har fået Annemette Lykkebo til at lave en undersøgelse af 250 kvinder og deres forhold til deres kønsdele.

LÆS OGSÅ: Danske kvinders kønslæber målt op

- Vi fandt ud af, at 55 procent af kvinderne havde synlige kønslæber, mens 45 procent havde dækkede.

Forsøget kortlagde også, at 90 procent af kvinderne havde kønslæber, der målte under 28 millimeter på ydersiden. To tredjedele af de kvinder, der havde store kønslæber, som målte over 28 millimeter, følte sig ikke unormale, og Annemette Lykkebo pointerer, at det er med til at vise, at tilfredsheden med kønsorganer også handler om, hvordan man generelt har det med sig selv.

Kvinder vil gerne have mindre kønslæber

Når hun bliver konsulteret af kvinder, der ønsker en operation, gør hun opmærksom på, at kønslæber kan se ud på mange forskellige måder, og at der er fordele ved store kønslæber.

- Jeg gør noget ud af at fortælle, at de har en funktion. Det er en stor erogen zone, de holder på fugt, og det er en barriere, der holder det, der skal være ude ude.

Annemette Lykkebo gør også opmærksom på, at der er en risiko forbundet med operationen.

- Du kan ikke gøre det om, og der er en risiko for arvæv, der gør det svært at have samleje, giver føleforstyrrelser, og udtørring.

Selve operationen foregår oftest i fuld narkose, fordi det er et følsomt område med mange blodkar og tynd hud.

Det er cirka fem procent af kvinder, der ender med at være utilfredse efter operationen, og det mener Annemette Lykkebo er et højt tal, når man tænker på, at operationen foregår i et raskt organ.

Offentlige danske sygehuse foretager ikke penisforstørrende operationer, og kun en plastikkirurgisk klinik i Danmark tilbyder den kontroversielle operation.

Metroxpress har tidligere skrevet om, hvordan den helt gennemsnitlige penis ser ud.

Undersøgelsen

Hvor tilfreds eller utilfreds er du alt taget i betragtning med den måde, dine kønsdele ser ud på?

Meget utilfreds: 2 procent
Utilfreds: 8 procent
Hverken tilfreds eller utilfreds: 18 procent
Tilfreds: 41 procent
Meget tilfreds: 20 procent
Ved ikke: 3 procent

Har du nogensinde ændret eller overvejet at ændre dine kønsdeles udseende kirurgisk?

Ja, jeg har fået ændret mine kønsdeles udseende kirurgisk: 1 procent
Ja, jeg har overvejet det og gør det formentlig en dag: 1 procent
Ja, jeg har overvejet det, men gør det formentlig ikke: 5 procent
Nej, det har jeg aldrig overvejet: 89 procent
Ved ikke/ønsker ikke at besvare: 5 procent

Undersøgelsen er baseret på interview med 1007 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18-74 år fra YouGov Panelet i perioden 6. - 8. Februar 2015. Citat må kun ske med angivelse af kilde: YouGov for metroxpress.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress