Af Ritzau - 05/07-16 04:08; Opdateret: 05/07-16 15:50

Forskere fanger tusindvis af plastikstykker i dansk farvandForskere fanger tusindvis af plastikstykker i dansk farvand

En sejltur rundt om Sjælland viser, at Danmark ikke er nogen undtagelse, når det kommer til plastikforurening.

storybild

Kronprins Frederik var med på en strækning af turen, da skibet Guldborgsund i juni sejlede Sjælland Rundt. (Billede: Free/Søren Hebsgaard)

Det er ikke kun i de store verdenshave, at plastik udgør et problem.

Prøver fra danske farvande denne sommer viser, at mikroskopiske plastikpartikler også fylder godt op i vandoverfladen herhjemme.

Det oplyser den internationale organisation Plastic Change, der har base i Danmark.

I første halvdel af juni sejlede en ekspedition rundt om Sjælland og samlede vandprøver med et særligt overfladetrawl fra blandt andet Øresund, Kattegat og Storebælt.

Prøverne fra Ekspedition Plastik blev efterfølgende analyseret af forskere på Roskilde Universitet.

Her viste det sig, at prøverne indeholdt op til 7000 plastikpartikler per kvadratkilometer. Værst var det i Øresund ved Skodsborg.

- Vi har nu fået påvist, at der også er plastik i det danske havmiljø. Dog ikke så slemt som vi har set i Middelhavet, hvor tilsvarende prøver indeholdt henved ti gange så mange plastikpartikler. Men det er også et hav med ekstrem lille vandudskiftning modsat de danske farvande, siger Kristian Syberg, forsker i miljørisiko ved Roskilde Universitet.

- Konklusionen er, at selv om vi har affaldshåndtering og rensningsanlæg, så medvirker Danmark alligevel til den globale plastikforurening af havvandet, tilføjer han.

Faktisk er omfanget af plastikforurening større, end målingerne viser. Forskernes "trawl" har nemlig kun fanget partikler over 0,335 millimeter. Det betyder, at partikler fra eksempelvis tøj ikke er medregnet.

I Kattegat nord for Sjællands Odde, i Smålandshavet ved Knudshoved/Vordingborg og i Øresund ved Espergærde blev der fanget det mindste antal partikler - under 1000 per kvadratkilometer.

Men ved Refsnæs og Skælskør i Storebælt fangede man begge steder over 6000 partikler.

- Resultatet viser tydeligt, at det er mere vigtigt end nogensinde, at Danmark får lavet en plastikpolitik, som for eksempel forbyder plastik i plejeprodukter, siger Henrik Beha Pedersen, stifter af Plastic Change.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress