Af Ritzau - 17/02-17 15:35

Landmænd beskylder myndigheder for nøl med ulvesikringLandmænd beskylder myndigheder for nøl med ulvesikring

Landbrug & Fødevarer mener, at Miljøstyrelsen nøler med at sikre husdyr mod ulveangreb.

storybild

Torsdag blev et får fundet bidt ihjel hos fåreavler Åse Svendsen i Skærbæk i Sønderjylland. Landbruget mener, at myndighederne gør for lidt for at sikre husdyr mod truslen fra ulve. (Arkivfoto). (Billede: Scanpix/Fotograf Sonny Munk Carlsen)

Myndighederne nøler, når det gælder støtte til etablering af hegn, som kan holde ulve på afstand af dyr på markerne.

Sådan lyder kritikken fra Landbrug & Fødevarer, efter at en sønderjysk fåreavler har fået et får maltrakteret - med stor sandsynlighed af en ulv.

- Der er områder, hvor vi må konstatere, at der har været så mange angreb, at ulve utvivlsomt bor der fast, siger Henrik Bertelsen, landbrugets repræsentant i Vildtforvaltningsrådets Ulvegruppe

- Det var forudsat i forvaltningsplanen, at man så skal udpege sådanne områder og få lavet ulvesikre indhegninger. Men det går simpelthen for langsomt, siger Henrik Bertelsen.

Kritikken går ikke på den konkrete sag fra Sønderjylland, men på et område i Vestjylland, hvor flere fåreholdere har fået deres dyr lemlæstet.

Ikke bare én, men flere gange.

Af den vedtagne forvaltningsplan står der netop, at myndighederne i sådanne risikoområder skal tilbyde tilskud til opsætning af ulvesikre hegn.

Men det er ikke sket endnu, og det ærgrer landbruget.

- Situationen blev forudset i forvaltningsplanen, men det er, som om at myndighederne slet ikke har været forberedt på, at situationen ville opstå. Det er voldsomt utilfredsstillende, siger Henrik Bertelsen.

Spørgsmål: Men er det ikke fåreholderens eget ansvar at sikre sine dyr?

- Det, vi har været enige om i Vildtforvaltningsrådets Ulvegruppe, det er, at en fåreavler skal kunne holde sine får inde.

- Det er ikke den enkelte fåreavler, som skal betale for at holde ulven ude, siger Henrik Bertelsen.

I Miljøstyrelsen siger naturplanlægger Lasse Jensen, at man har ventet på endelige svar på dna-prøver, før man kunne sætte ordningen i værk.

- I tillæg til forvaltningsplanen har en arbejdsgruppe under Vildtforvaltningsrådet opsat et kriterie, der siger, at der skal have været tre dokumenterede ulveangreb inden for et halvt år, inden der tilbydes tilskud til hegning.

- Den dokumentation har vi ikke endnu, da vi stadig afventer svar på dna-prøver.

Alligevel ændrer Miljøstyrelsen kurs på området.

- Ministeren (Esben Lunde Larsen, red.) har været ude med et ønske om, at vi under alle omstændigheder laver en ordning med tilskud til ulvesikker hegning.

- Og det er vi så i gang med nu, siger Lasse Jensen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress