14/03-15 15:20

DF: Forældelsesregler for patientklager skal forbedresDF: Forældelsesregler for patientklager skal forbedres

Dansk Folkeparti foreslår, at man giver mulighed for at dispensere fra den normale forældelsesfrist, når patienter på grund af myndighedsfejl kommer i klemme.

storybild

(Billede: Polfoto)

Som reglerne er nu, har mange af de cirka 1900 patienter, der siden 2002 er blevet behandlet af en hjerneskadet psykiater fra Vestjylland, ingen muligheder for at søge erstatning for en eventuel fejlbehandling.

Forældelsesfristen i sådanne sager tager nemlig ikke højde for, at Sundhedsstyrelsen i flere år undlod at reagere på indberetninger om den pågældende læge.

Det har fået SF's sundheds- og psykiatriordfører Özlem Cekic til at foreslå, at man via en særlov giver patienterne mulighed for at få forlænget forældelsesfristen i den konkrete sag.

Dansk Folkepartis ordfører på området, Liselott Blixt, bakker op om forslaget. Men hun mener, at man i samme ombæring bør ændre den gældende lovgivning.

- Jeg kan da være bange for, at det ikke er den sidste sag, der dukker op, fordi Sundhedsstyrelsen ikke har reageret på indberetninger, eller fordi en anden myndighed har sovet i timen.

- Vi risikerer at skulle lave en ny særlov hver gang, og derfor så jeg da gerne, at man lavede et mere generelt punkt i erstatningsloven, hvor man ophæver eller forlænger forældelsesfristen i de tilfælde, hvor en offentlig myndighed har skyld i, at den er udløbet, uden at patienten har haft mulighed for at reagere, siger hun.

Folketinget har flere gange tidligere vedtaget en særlov, der har taget hånd om personer, der uforskyldt har overtrådt forældelsfristen.

Det skete sidste år i sagen om de midtjyske kvinder, der ikke fik tilbudt screening for livmoderhalskræft, og det er også sket i sagen om nyrepatienter, der fik mén af kontrastvæsken Omniscan.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) skal i et samråd torsdag redegøre for sagen om den hjerneskadede psykiater over for Folketingets sundhedsudvalg.

Fredag sagde han til DR, at han vil have gennemgået alle journaler fra den pågældende psykiaters patienter. Og den undersøgelse skal ifølge socialdemokraternes sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen gøres færdig først, før en særlov kan komme på tale.

Men det vil forhale processen unødigt, mener Liselott Blixt.

- Sagen har varet i ni år, hvor Sundhedsstyrelsen har siddet på hænderne, og derfor er det også vigtigt at få sat processen i gang.

- Ved at give patienterne klagemulighed får vi netop også prøvet nogle af sagerne i stedet for at sidde og vente på, at et udvalg får kigget sagerne igennem, siger hun.

Venstres psykiatriordfører Jane Heitmann vil gerne have et bedre overblik, inden hun kan tage stilling til, om lovgivningen er tilstrækkelig.

- Jeg har en forventning om, at ministeren iværksætter en kulegravning hurtigt. Jeg troede faktisk, at den allerede var sat i gang.

- Lige nu skal vi have fokus på de mange patienter, der dybt ulykkeligt og ganske uforskyldt er havnet i den her situation, og så må vi tage den principielle diskussion bagefter, siger hun.

Den pågældende psykiater var i 2002 involveret i et trafikuheld, hvor han pådrog sig hjerneskade.

Flere medier har afdækket, hvordan han trods gentagne indberetninger først i maj 2013 fik frataget sin autorisation.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress