Af - 06/04-15 16:56

Min kæreste stak Anders i halsen: - Han er normalt stille og roligMin kæreste stak Anders i halsen: - Han er normalt stille og rolig

Pigen fortæller, at hun ikke blev skubbet af sin kæreste.

storybild

Kæreste til gerningsmanden. (Billede: Privatfoto)

En lørdag aften, der bare skulle have været en hyggelig tur med veninderne, sluttede på den mest dramatiske måde for en pige, da hendes 18-årige kæreste valgte at trække en kniv i Jomfru Ane Gade i Aalborg og skære den i Anders Christian Johannsens hals.

Nu vælger gerningsmandens kæreste at fortælle sin version af episoden til metroxpress, da hun har en helt anden opfattelse af, hvad der skete i den voldsomme situation end den, der er blevet fremlagt hidtil.

- Mine veninder og jeg kommer ind på Cafe Stygge. Her er min kærestes ven kommet i nogle problemer helt uden grund, men min kæreste får trukket vennen væk. Vi bliver herefter enige om at tage hjem og går efterfølgende hen til den åbne plads ved Heidis, hvor kniv-episoden fandt sted.

LÆS OGSÅ: Anders fik kniv i halsen: - I dag kan det virkelig mærkes

- Her står vi lidt og snakker med folk, hvor min kæreste så råber til mig, at nu går vi. Min kæreste og jeg var slet ikke uvenner, og jeg blev ikke skubbet, som det er fortalt tidligere. Det eneste, min kæreste gjorde, var at råbe; 'vi går', siger hun og fortsætter:

- Her vælger Anders (der blev stukket med kniven, red.) at blande sig og stiller sig helt op i hovedet på min kæreste, hvor han begynder at råbe af ham og komme med trusler. Efterfølgende vælger min kæreste at gøre det, som er dybt forkert og ikke kan accepteres, da han trækker en kniv og vil true Anders med den.

- Men han er for fuld og kommer til at gå for tæt på, hvilket betyder, at han trykker den for langt ind mod halsen. Vi kan derfor se med det samme, at der kommer blod. Jeg kan se på min kæreste, at han bliver bange, og han ved ikke, hvad han skal gøre. Jeg tror, at det er derfor, at han vælger at løbe væk, fortæller den tydeligt berørte kæreste.

Selv var hun chokeret over hændelsen og blev på gerningsstedet. Her ankom politiet kort tid efter knivoverfaldet, hvor hun forklarede dem, hvad der var sket og blev taget med til afhøring på stationen umiddelbart derefter.

LÆS OGSÅ: Anders fik skåret halsen over i nat: - Jeg har aldrig set ham før

Her lidt mere end et døgn efter kan gerningsmandens kæreste stadig ikke helt forstå, hvad det er, der er sket.

- Jeg er sammen med nogle af mine kærestes venner, men vi har nærmest ikke sagt et ord, fordi vi ikke ved, hvad vi skal sige. Vi er meget rystede over det hele. Han har aldrig rørt mig eller gjort noget lignende før.

- Han er normalt et stille og roligt væsen, siger hun og giver udtryk for, at hun afventer, om hun kan få tilladelse til at se ham og stadig ønsker at være sammen med sin kæreste:

- Det er lidt svært for mig at vide, om min kæreste vil være sammen med mig, da han har nok at tænke på nu. Men jeg ved, at han er utrolig ked af hele situationen. Min kærestes familie fik lov til at aflevere noget tøj til ham i går, og de har fortalt mig, at han bare græd, græd og græd.

LÆS OGSÅ: 20-årig stukket i halsen og syet med 12 sting

- Det er absolut ikke i orden, at han havde en kniv på sig. Men det var ikke meningen, at han skulle skære med den, siger gerningsmandens kæreste.

Hun har siden knivoverfaldet selv mærket, hvor meget det har sat sindene i kog i den nordjyske by. Derfor vil hun gerne komme med en opfordring.

- Der er folk, som har skrevet til mig, at jeg ikke kan gå trygt inde på gaden i Aalborg mere. Jeg vil rigtig gerne have, at folk stopper med at skrive til mig. Min kæreste er blevet varetægtsfængslet, og sagen skal gå sin gang. Men det er ikke mig, der har gjort noget, siger hun.

Den 18-årige gerningsmand i sagen er lige nu varetægtsfængslet indtil 30. april.

Metroxpress er bekendt med pigens identitet.

LÆS OGSÅ: 18-årig fængsles efter groft knivstikkeri i Aalborg

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress