Af Emilie Røndbjerg Damsgaard - 23/03-15 15:09

- Jeg tænker hele tiden over mine karakterer- Jeg tænker hele tiden over mine karakterer

Den 19-årige Michaela Brandt er en af de mange gymnasieelever, der ofte bliver stresset af at tænke på sine muligheder og sin fremtid.

storybild

Michaela Brandt er en de mange gymnasieelever, der har en stresset hverdag. (Billede: Emilie Røndbjerg Damsgaard)

Excel-arket er nøje tilrettelagt. Hver eneste karakter er skrevet ind. De røde tal er for de karakterer fra 1.- og 2.g, og de sorte tal er for de karakterer, hvis fag først afsluttes til sommer.

På den måde kan den 19-årige gymnasieelev Michaela Brandt udregne sit gennemsnit og finde ud af, hvad gennemsnittet bliver, hvis hun ganger det med 1,08, alt sammen for at se, om hun kan komme ind på sit drømmestudie efter sommerferien.

– Jeg har prøvet at udregne mit gennemsnit, hvis jeg fik 7 i resten af fagene, men det vil stadig ikke være godt nok, så jeg har lidt opgivet det. Og derfor har jeg måske tænkt at søge lidt andre veje. Det er virkelig frustrerende, siger Michaela Brandt.

LÆS OGSÅ: Gymnasieelev: - Karakteren definerer mig som person. Det tal ER mig

Drømmen er jura
Jura står højest på ønskelisten, når der skal vælges mellem de videregående uddannelser. Det er den uddannelse, der lyder mest spændende for den helt almindelige gymnasieelev, som til dagligt læser IT og marketing i 3.C på Roskilde Handelsgymnasium.

Men sådan ser virkeligheden desværre ikke ud. Med en adgangskvotient på 9,2 på Københavns Universitet, er et snit på 5 ikke godt nok.

– Jeg tænker hele tiden over mine karakterer. Jeg har et snit på 5, så jeg kan ikke noget, men jeg vil helt vildt gerne, så det stresser jeg helt vildt meget over, siger Michaela Brandt.

Klassemiljø præger arbejdsmoralen
Michaela Brandt er præget af en stresset hverdag, hvor overvejelser om hendes kommende fremtid, og hvad den vil indeholde, flyver rundt i hovedet. Det er ikke kun karakterne i hendes opgaver, der presser hende. Også klassemiljøet har stor indflydelse på, hvordan arbejdsmoralen udvikler sig:

– Det, der påvirker mig rigtig meget, er klassemiljøet, fordi alle er sådan lidt ”det går nok”. De umotiverede elever smitter af på en. Der er også nogen elever, der er gået ud af klassen, fordi folk simpelthen ikke gad, siger Michaela Brandt.

For at få lidt mere ro i hverdagen plejer Michaela Brandt at snakke med sine forældre og venner. På den måde får hun sine tanker på noget helt andet, langt fra skole og karakterer. Det er vigtigt for Michaela Brandt, at hun har et godt socialt liv ved siden af skolen.

Åbent Hus giver nye muligheder
Michaela Brandt indser, at hun må gå en anden vej.

I uge 9-10 var der Åbent Hus arrangementer på de fleste videregående uddannelser i hele landet. Men det føltes mere som en øjenåbner for alle de uddannelser, som hun ikke har snittet til at læse.

– Jeg har været til åbent hus, for at se hvad man kan, og hvad man ikke kan. Hvornår skal man søge, og hvad skal man søge, og så går det jo lige pludselig op for en, at jeg kan jo ikke søge en skid, fordi jeg ikke har det snit, siger Michaela Brandt.

Men heldigvis er der en uddannelse, som Michaela Brandt falder for.

“Designteknolog med speciale i Marketing and Communication Design” tilbydes på Københavns Erhvervakademi, og det var noget, der virkelig greb Michaela Brandt.

Fordelen ved denne uddannelse er også, at den kun er adgangsgivende ved en optagelsesprøve.

Artiklen er lavet i samarbejde med journaliststuderende fra Roskilde Universitet.

LÆS OGSÅ: 9.klasseelev: Jagten på 12-taller er blevet en forbandelse

LÆS OGSÅ: Debat: 'Pæne piger' kan godt give den fuld gas

LÆS OGSÅ: Forældre stormer skole for at hjælpe deres børn til eksamen

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress