06/01-16 20:41

Smykkelov skal præciseresSmykkelov skal præciseres

Regeringens forslag om at fratage flygtninge deres værdigenstande har mødt kritik i både ind- og udland.

storybild

Arkivfoto (Billede: Davali Philip)

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) åbner for at præcisere i regeringens forslag om at fratage flygtninge deres værdigenstande.

Forslaget er blevet mødt med massiv kritik i både ind- og udland.

- Der har været meget debat om det her spørgsmål, og der har også været mange misforståelser. Derfor kan det godt være, vi skal have præciseret tingene lidt, siger Inger Støjberg til DR Nyheder.

Lovforslaget er med i den pakke af asylstramninger, som førstebehandles i Folketinget i næste uge.

Hvad præciseringen vil lyde på, kan Støjberg ikke udtale sig om endnu.

- Jamen, nu må jeg jo lige få samlet op på, hvilke misforståelser der florerer rundt omkring, og det er jo netop ikke sådan, som nogle har sagt, at der skal flås plomber ud af tænderne på de mennesker, der kommer hertil.

LÆS OGSÅ: Protester på Facebook: Send smykker til Inger Støjberg

- Det er jo helt tudetosset - også at man overhovedet har den diskussion, siger Inger Støjberg.

Det er ikke kun smykkeforslaget, som har været heftigt diskuteret i lovforslaget. Høringssvar viser, at jurister er krasse i kritikken af udlændingestramningerne. Især omkring reglerne for familiesammenføring for flygtninge med midlertidig beskyttelse.

Her er "vi helt ude ved grænsen", har Støjberg tidligere udtalt til Ritzau. I dag er ventetiden ét år. Fremover bliver den tre år, før familien kan komme til Danmark.

Ifølge Institut for Menneskerettigheder er der ikke bare en risiko for, at forslaget er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Instituttet anser det for "meget sikkert", at det er i strid med Den Europæiske Menneskeretsdomstols praksis.

Udlændinge- og integrationsordfører Marcus Knuth (V) mener dog ikke, at Danmark går over stregen.

- Vi er klar over, at vi i dele af lovforslaget går til grænsen af konventionerne, men det er en absolut nødvendighed, hvis vi skal have antallet af asylansøgere ned, så vi kan tage hånd om dem, der kommer her til landet.

- Vi vil ikke havne i en situation som i Sverige, hvor folk sover i gaderne, fordi deres asylsystem har taget flere ind, end det kan håndtere, siger Knuth til Ritzau.

LÆS OGSÅ: Støjberg: Smykkeforslag behøver ikke præcision

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress