29/03-16 12:50; Opdateret: 29/03-16 13:25

Asylansøgninger sætter ny bundrekordAsylansøgninger sætter ny bundrekord

35 personer søgte om asyl i Danmark i sidste uge. Det er det laveste, siden grænsekontrollen blev indført.

storybild

Der kom fortsat kun få asylansøgere til Danmark i sidste uge. Her ses et billede fra et asylcenter i Sønderborg. (Billede: Polfoto/Carsten Rehder)

Blot 35 personer søgte asyl i Danmark i sidste uge, viser en opgørelse fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

Det er det laveste antal registrerede ansøgere i de 12 uger, der har været midlertidig grænsekontrol med stikprøver ved den dansk-tyske grænse.

Den midlertidige, danske grænsekontrol blev indført 4. januar og er siden blevet forlænget flere gange.

3. marts meddelte integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V), at politiet foreløbig fortsætter med stikprøverne ved den dansk-tyske grænse indtil 3. april.

Grænsekontrollen er dermed blevet forlænget tre gange i henhold til Schengens grænsekodeks.

Af de 35 asylansøgere, som er registreret den seneste uge, kommer fem fra Syrien, mens to er kommet fra både Afghanistan og en fra Irak. Resten er kommet fra forskellige "øvrige" lande, som ministeriet formulerer det.

Tallene er dog foreløbige og forbundet med en vis usikkerhed, da der løbende sker efterregistreringer - især for de seneste dage.

I sidste uge blev det for eksempel oplyst, at 89 personer havde søgt asyl ugen før. Men det tal er nu opjusteret til 96, og der er også sket flere andre justeringer af tidligere oplyste tal.

I alt har 2782 personer ifølge de seneste tal søgt asyl i Danmark siden 4. januar, hvor den midlertidige grænsekontrol blev indført.

Opgørelsen fra ministeriet baserer sig på registreringer af asylansøgere i politiets system Polsas.

Venstre-regeringen forventer, at 25.000 flygtninge og migranter kommer til Danmark i år, mens væsentligt færre - nemlig 15.000 - ventes at søge asyl i 2017. Men prognosen er behæftet med stor usikkerhed, har Inger Støjberg flere gange understreget.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress