Af Lars Sejr - 19/09-15 08:13

Maskerede mænd anholdt for voldsomt røveriMaskerede mænd anholdt for voldsomt røveri

To kioskansatte kastede ting efter unge gerningsmænd, der ikke fik nogen penge ud af røveri.

To unge mænd er sent fredag aften blevet anholdt i forbindelse med et røveri begået mod en kiosk i Brønshøj.

Det oplyser Københavns Politi.

Den 19-årige og 20-årige var maskerede under røveriet, hvor de truede to ansatte med hver deres kniv.

- De truer og vil have nogle penge. Der er to ansatte til stede i forretningen - en på 36 år og en på 39 år - og de vil ikke bare lige udlevere penge, og de begynder at kaste ting efter dem, så det kommer til slagsmål og tumult inde i kiosken, siger central efterforskningsleder Henrik Vedel fra Københavns Politi til Ritzau.

LÆS OGSÅ: 57-årig østjyde blev tævet og holdt fanget i eget hjem

Under tumulten benyttede de to gerningsmænd deres knive, men ingen af de ansatte kom alvorligt til skade.

Den ene har fået nogle "små prikker", hvor en kniv har været presset mod hans bryst.

Den anden kioskansatte blev tilsyneladende reddet af sin baglommepung, der fungerede som skjold mod et knivstik i ballen.

- De er sluppet billigt, konstaterer Henrik Vedel.

LÆS OGSÅ: Politiet leder efter bevæbnede røvere i Silkeborg

Det lykkedes ikke gerningsmændene at få noget udbytte, inden de flygtede på den samme knallert fra stedet.

- Ret kort tid efter er der en patrulje, som spotter en knallert og en mand ude i Tingbjerg. Vi får så anholdt to personer derude, som, vi mener, er gerningsmænd til det her. Vi har også fundet en kniv derude, fortæller Henrik Vedel.

De to mænd skal efter planen fremstilles i grundlovsforhør i Dommervagten lørdag. De sigtes for røveri af særlig farlig karakter.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress