Af Ritzau - 30/08-16 19:08

Nasa har ikke set temperaturstigninger som nu i 1000 årNasa har ikke set temperaturstigninger som nu i 1000 år

Det amerikanske rumagentur Nasa advarer om, at de globale temperaturstigninger er ude af kontrol.

storybild

Ifølge Nasa er der ikke set temperaturstigninger som dem, vi ser nu, siden mindst år 1000. Dengang var de danske vikinger i deres storhedstid. (Billede: Free/Colorbox)

Det er mindst 1000 år siden - om muligt meget, meget længere - at kloden har oplevet så hastigt stigende temperaturer, som det bliver set nu.

Oplysningen kommer fra det amerikanske rumagentur Nasa, hvis førende klimaforsker, Gavin Schmidt, i avisen The Guardian advarer mod, at det kan blive umuligt at nå de mål, der er sat.

- I de sidste 30 år er vi kommet ind i en exceptionel periode. Det er en udvikling, der ikke er set lignende i mindst 1000 år. Der findes ikke en periode, der har oplevet samme tendens, siger han.

Den første halvdel af 2016 har oplevet en temperatur, der er 1,38 grader over gennemsnittet for det 19. århundrede.

Det er mere end i 2015, der slog varmerekord. Et år, der også slog den tidligere rekord sat i 2014.

Allerede nu mener Gavin Schmidt, at det kan blive ekstremt svært at holde temperaturstigningerne på de 1,5 grader, der blev sat som mål ved den globale klimakonference i Paris sidste år.

- Det vil kræve signifikante og meget hurtige nedskæringer af udledningen af drivhusgasser eller større, koordinerede indgreb for at ændre klimaet (geo-engineering red.).

- Det er meget usandsynligt, at det vil komme til at ske. Vi skærer for nuværende ikke engang nok i udledningen af drivhusgasser til at holde temperaturstigningen under to grader, siger forskeren til The Guardian.

Nasa har udregnet, at de hastigste temperaturstigninger tidligere er sket efter istider, hvor stigningerne har ligget på fire til syv grader over 5000 år. I det seneste århundrede er temperaturen steget 10 gange hurtigere.

- Der er ingen pause i klimaforandringer. Dette her er et kronisk problem for verdenssamfundet og vil være det i de næste 100 år, siger Gavin Schmidt.

Ifølge The Guardian vil den allerede udledte mængde drivhusgasser sandsynligvis få vandstanden til at stige med omkring en meter, mindske iskapperne og gøre store dele af Mellemøsten og Nordafrika ubeboelige.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress