Af Ritzau - 12/10-16 23:29; Opdateret: 13/10-16 05:00

Konkurrencerådet kritiserer unødige høje medicinpriserKonkurrencerådet kritiserer unødige høje medicinpriser

Landets to medicingrossister har et duopol, hvor konkurrencen er sat ud af kraft, vurderer Konkurrencerådet.

storybild

Danskerne betaler for meget for medicinen, fordi der er for lidt konkurrence, mener Konkurrencerådet. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Linda Kastrup)

Danske patienter betaler en unødigt høj pris for deres medicin på landets apoteker. Det skriver Jyllands-Postens finansmedie finans.dk onsdag på baggrund af en rapport fra Konkurrencerådet.

De høje priser skyldes særligt de to altdominerende medicingrossister, Tjellesen Max Jenne (TMJ) og Nomeco, der opererer på et marked med begrænset konkurrence. De har i praksis et duopol - en slags monopol delt af to aktører.

- Vi mener, at der er alvorlige konkurrenceproblemer. Og man skal gøre noget ved det, siger professor Christian Schultz, formand for Konkurrencerådet, til finans.dk.

Medicingrossisterne lever af at levere produkter og ydelser til de danske apoteker og hospitaler. De har altså ikke udgifter til hverken forskning, udvikling eller lignende.

Ifølge Konkurrencerådet er de grundlæggende problemer, at der er et meget tæt samarbejde mellem grossisterne og apotekerne. De har blandt andet et fælles it-system, hvilket gør det meget vanskeligt for nye aktører at komme ind på markedet.

Samtidig gør nogle af lovens krav det i praksis umuligt for Nomeco og TMJ at konkurrere indbyrdes på pris. De to grossister kender for eksempel hinandens rabatter og kan justere herefter.

Men hos Nomeco er administrerende direktør Henrik Kastrup ikke enig i Konkurrencerådets konklusion.

- Der er masser af konkurrence blandt grossisterne. Vi konkurrerer hver dag på en lang række parametre, og distributionen til apotekerne er så rationel og billig som muligt inden for den nuværende lovgivning, siger han i en skriftlig kommentar til finans.dk.

Ifølge Søren Bo Rasmussen, som er kontorchef i Konkurrencestyrelsen, vil det gavne konkurrencen med flere aktører på markedet.

- Man skal lukke op for de meget integrerede it-systemer, så andre kan komme ind på markedet. Og så skal vi give de grossister, som rent faktisk er der, mulighed for at konkurrere på pris, siger han til Ritzau.

- Når man kan konkurrere på pris, er det en gevinst for forbrugerne. Den mulighed er der ikke i dag.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress