Af - 08/06-15 21:01

Brandmand sætter fokus på bilisters kørsel: 'Jeg har sat mit kørekort på spil'Brandmand sætter fokus på bilisters kørsel: 'Jeg har sat mit kørekort på spil'

Claus Lind-Rasmussen håber, at han kan få bilisterne til at tænke mere over deres handlinger, når de ser et udrykningskøretøj.

Bildstrecke im Grossformat »
Claus Lind-Rasmussen har delt nogle af sine oplevelser som chauffør i en brandbil. Dem kan du læse i galleriet her: 'Du var i en lille hurtig, hvid bil. Jeg var i en stor rød. Med trut og glimmer. Du så mig i dit bakspejl. Det ved jeg at du gjorde. Du blinkede nemlig ind til højre, men tænkte, at det var unødvendigt at holde ind – hvis du kunne sætte farten op og holde mig på afstand. Det kunne du ikke. Jeg hentede dig, trak ud og placerede mig midt på vejen. Med vejstriberne flimrende midt under mit tonstunge køretøj. Afventede at kunne passere dig. Din fortsatte hastighed forlængede min overhaling med flere hundrede meter. Den modkørende trafik trak helt ud i rabatten og gav os plads. Jeg måtte aflæse deres handling, og forsøge at gætte mig til din. Til sidst indså du, at det ikke var givende for dig, at overskride hastighedsbegrænsningen – og du trådte panisk på bremsen. Jeg undgik dig lige akkurat. I en stor blød bue fór jeg forbi dig – som en stor, slingrende bowlingkugle. Og trak langt om meget længe ind i min egen bane igen. På vej mod en andens ulykke.' 'Du var i en sølvfarvet stationcar. Sammen med hele din familie. Du blev overrasket over mødet med mig og kastede i panik din bil ind over en høj kantsten. Det må have kostet dig dyrt at ødelægge dine lavprofildæk og fælge. Og det var helt unødvendigt! Du skal vide, at Falck hvert år bliver mødt af krav om erstatning for skader, som billister selv påfører deres biler, i iver for at levne udrykningskøretøjer plads. De bliver alle afvist. Færdselsloven beskriver, at trafikanter i god tid skal holde vejen åben for udrykningskøretøjer, og om nødvendigt standse. Hvis du ikke umiddelbart kan komme ind til siden, pga. eks. høje kantsten, blød rabat, en række af parkerede biler e.lign. – så søg fremad. Ofte har jeg forlængst afkodet dit dilemma. Og ofte finder jeg snildt vej forbi dig.' 'Du var i en mørk firhjulstrækker. Midt i byen kastede du din bil til side. Op over fortovet, hvor du fortsatte din kørsel indtil du fik bremset ned. Hvad ville du have gjort, hvis vores udrykning havde fået børn til at løbe ud fra de tilstødende havegange, for at få et glimt af de passerende brandbiler. Din handling gav mig et ubehageligt sug i maven.' 'Du havde hensat din varevogn på en smal vej til flere adresser. Min brandbil kom forbi, og skulle efterfølgende kun have pletmalet beslaget på et sidespejl. Din firmabil skulle have malet hele siden, og efterfølgende skulle den formentlig til skiltemanden. Mit køretøj kom aldrig ud af beredskab. Du mister formentlig et par effektive arbejdsdage. Når du parkerer på en offentlig vej, uanset bredden, skal du altid vurdere om en ambulance (eller et endnu bredere brandkøretøj) har mulighed for at komme forbi. Hvis ikke, skal vi nok komme forbi alligevel – men med gensidig ærgrelse til følge. Til gengæld er det en skrøne, at du får splittet din bil ad, hvis du parkerer ud for en brandhane. Brandhanenettet bliver benyttet i stadigt sjældnere tilfælde, og aldrig har vi været nødsaget til at trække slanger igennem parkerede biler! Myten er opfundet af Hollywood!' 'Slukkede for udrykningshornet, da jeg så dig på hesteryg. Jeg ved at heste bliver bange for sirenerne. Og jeg gør hvad jeg kan for at forhindre, at du skal kæmpe med en panisk hest. Undskyld, hvis jeg skulle overse det en anden dag – måske fordi den øvrige trafik har krævet mit fokus.' 'Du havde langt lyst hår og en blå cykel. Sendte os fingerkys og jubel igennem et træt brandhold på vejen hjem. En børnehave på tur gik i stå, måbede og vinkede nærmest mekanisk. Vi diskuterede dagens indsats – og hvem der skulle give is i solskinnet. Det er den slags oplevelser der gør det til en god oplevelse at mødes.'

'Kære medtrafikant, når du ser mit udrykningskøretøj i dit bakspejl, så skal du vide at dine signaler og handlinger er altafgørende for, at jeg sikkert og hurtigt kan passere dig.'

Sådan skriver 48-årige Claus Lind-Rasmussen, der er brandmand på deltid ved Helsinge Brandvæsen, i et opslag på sin Facebook-side, hvor han gør opmærksom på nogen af de oplevelser, han har haft som chauffør af et udrykningskøretøj.

- Mit incitament var en række oplevelser på en ganske almindelig udrykning, hvor der var nogen, der reagerede anderledes end gennemsnittet. De kom som perler på en snor, og jeg tænkte; 'hvad fanden sker der?' siger Claus til metroxpress.

Han giver i sit Facebook-opslag eksempler på, hvad han har oplevet. Dem kan du læse i galleriet øverst.

LÆS OGSÅ: Stærkt budskab fra 2007 går pludselig viralt i 2015: - Vi er dybt overraskede

I sit opslag gør han også opmærksom på, at han kommer kørende i et tungt køretøj, der har en lang bremselængde, og som er fyldt med kolleger, der ikke er spændt fast, fordi de skal have en masse udstyr på, inden de skal ud at udføre deres arbejde.

'Jeg har sat mit kørekort på spil for, at de kommer sikkert frem - og hjem til deres familier igen. Af samme årsag prøver jeg at afpasse min kørsel med kontrollerede nedbremsninger og store bløde sving,' skriver Claus.

Han har ved et uheld stadigvæk et ansvar som bilist, også selv om han må køre lidt hurtigere end os andre. Og det kan koste ham kørekortet, hvis det går galt, fortæller Claus og henviser til en brandmand fra Hillerød, der for nyligt var med i et uheld.

- Han bliver tiltalt for et uheld, hvor han kører ud i et lyskryds. Han har rødt og ser ikke en bil med et ældre ægtepar, der kommer på tværs, og som han påkører. Han bliver tiltalt på lige fod med alle andre, for det er hans ansvar, siger Claus, der, ud over at han kan skade andre, også tænker på sine egne konsekvenser ved at køre galt.

- Jeg er selvstændig grafiker, så jeg har kunder, som jeg skal ud til. Hvis jeg mister kørekortet på grund af sådan en dumhed, så går det ud over mere end min hobby som brandmand, siger han og fortsætter.

- Derfor er jeg meget interesseret i at kunne gøre det så godt som overhovedet muligt og få mine kolleger sikkert gennem trafikken, samtidig med at jeg også passer på andre, siger han.

LÆS OGSÅ: Rørende bryllupsbillede bliver hyldet på de sociale medier

Claus gør opmærksom på, at "folk i over 90 procent af tilfældende er fantastiske", når det kommer til at hjælpe ham og kollegaerne smertefrit igennem trafikken. Men en gang imellem møder de altså problemer, og det forstår han egentlig godt.

- De, der bliver grebet af panik, skal bare hjælpes på vej. De vil jo ikke forhindre os i at nå frem. De har ikke lige set os, og lige pludselig ligger vi oppe på siden af dem i vores kæmpestore, røde tudekasse, siger Claus, der også selv bliver overrasket af en ambulance en gang imellem.

LÆS OGSÅ: TV: Dette klip kan redde dit liv

Han opfordrer til gengæld til, at man viser sine hensigter, når man ser de blå blink eller hører sirenerne.

Det skal ske ved at blinke ind til siden, og så bremser man kontrolleret op og trækker derind. Det er ikke nødvendigt at køre ud i en blød rabat eller hen over en høj kantsten. Claus skal nok finde en vej udenom, skriver han selv.

LÆS OGSÅ: Svensk politi med kreativ GUIDE: Sådan klager du over dit narko

Facebook-opslaget er i skrivende stund blevet delt over 38.000 gange, og de gode råd om trafiksikkerhed er dermed nået ud til en masse danskere. Det er Claus positivt overrasket over.

- Jeg er blevet ret overvældet over, hvor meget fart det har taget. Det var slet ikke tiltænkt. Det var egentlig bare en god Facebook-historie, som jeg gerne ville dele med mit eget opland. Men så eksploderede det jo fuldstændigt, siger Claus.

VI MØDTES I DAG …Du var i en lille hurtig, hvid bil. Jeg var i en stor rød. Med trut og glimmer. Du så mig i dit...

Posted by Claus Lind-Rasmussen on 7. juni 2015

LÆS OGSÅ: TV: Se hvordan mænd reagerer, når de bliver seksuelt antastet på gaden

LÆS OGSÅ: Bryder sammen på Youtube: Fik tæv for at ville hjælpe

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress