27/03-16 09:29

Kommuner: Diagnoser er ikke borgernes genvej til hjælpKommuner: Diagnoser er ikke borgernes genvej til hjælp

Det er en samlet vurdering og ikke en diagnose, som afgør, hvilken hjælp en borger får fra kommunen, siger KL.

storybild

Kommunernes Landsforening, KL, afviser kritikken fra Sundhedsstyrelsen, som mener, at der bliver fokuseret for meget på diagnoser, når en borger har brug for hjælp. (Billede: Polfoto/Davali Philip)

En diagnose fra lægen er ikke afgørende for, hvilken hjælp en borger får fra kommunen.

Det siger sundhedspolitisk chef for Kommunernes Landsforening, KL, Christian Harsløf. Han afviser dermed den kritik, Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, kommer med i Politiken.

Direktøren mener, at kommunerne fokuserer for meget på lægefaglige diagnoser, når det kommer til at vurdere, hvilken støtte borgerne skal have.

- Nu har man sat gang i en debat om, hvordan man bruger diagnoser i vores samfund, og den debat hilser vi velkommen, siger Christian Harsløf til Ritzau.

- Men når det er sagt, vil jeg slå fast, at forestillingen om at kommunerne smider servicelovens værdier om funktionsbestemmmelse på møddingen og lader diagnoserne overtage, kan jeg ikke genkende, siger han.

Serviceloven siger, at borgere har ret til offentlig hjælp ved tab af funktionsevne eller livskvalitet.

Men kritikken fra Sundhedsstyrelsen går på, at kommunerne ofte stiller krav om, at borgere skal have en diagnose, for eksempelvis nedsat funktionsevne, før kommunen vil udbetale ydelser.

Spørgsmål: Får man hurtigere hjælp, hvis man kommer med en diagnose fra lægen?

- Det er en udbredt misforståelse, at en diagnose er en genvej til at få hjælp fra kommunen. Det er en samlet vurdering af borgeren, kommunerne laver, siger Christian Harsløf.

Han mener, at kommunerne har held med at arbejde ud fra et bredere sundhedsbegreb, som ikke kun fokuserer på diagnoser, men derimod borgerens samlede livssituation.

Søren Brostøms kritik af kommunerne bliver bakket op af blandt andet paraplyorganisationen Danske Patienter og Lægeforeningen.

- Vi har hørt om problemstillingen og kan godt genkende den. Men problemets størrelse er ikke særligt godt belyst, så det er svært at sige, hvor stort det er, siger Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress