Af Ritzau - 25/11-16 05:30; Opdateret: 25/11-16 18:24

Seks skud fra maskinpistol tog livet af 26-årig i RandersSeks skud fra maskinpistol tog livet af 26-årig i Randers

Ung mand anklages for at have skudt to personer i henholdsvis Tilst og Randers. Han nægter sig skyldig.

storybild

Østjyllands Politi har haft en omfattende efterforskning efter nedskydningen på åben gade i Randers af en 26-årig mand fra Horsens. Nu kommer sagen for retten (arkivfoto). (Billede: Free/Colourbox)

Nedskydningen af en mand på åben gade i Randers sidste vinter bliver nu endevendt i Retten i Aarhus.

Et nævningeting skal fredag høre detaljer om, hvordan der blev affyret seks skud fra en maskinpistol den sidste aften i februar.

Offeret var en 26-årig mand fra Horsens.

Ved 22.30-tiden stod han på en gade sammen med en bekendt fra Aarhus, da en mørk bil nærmede sig og standsede.

En person steg ud af bilen og affyrede sit våben.

Offeret blev ramt i benene og på kroppen. I første omgang vurderede en læge, at den 26-årige var uden for livsfare.

Men det viste sig, at skaderne var betydelige. Blandt andet var han blevet ramt i bækkenet og hoften, og efter flere operationer døde han cirka to måneder senere på hospitalet.

I forbindelse med efterforskningen har efterforskerne haft anholdt tre yngre mænd.

Den ene af dem, der er 22 år, står nu anklaget for at have affyret maskinpistolen - og for at have haft til hensigt at dræbe den 26-årige.

Hvis dette ikke kan bevises, bør han i stedet dømmes for farlig vold "under særdeles skærpende omstændigheder," lyder det.

Den tiltalte nægter sig skyldig.

Politiet mener, at den unge mand brugte en maskinpistol af mærket Scorpion, men våbnet er tilsyneladende ikke fundet.

Hele otte retsmøder er afsat til rettens behandling af sagen, som også drejer sig om et råt overfald i Tilst begået otte måneder før skyderiet i Randers.

Også her brugte den 22-årige et skydevåben, hævdes det.

På en grusparkering ved Geding Søvej blev dette offer først stukket i kroppen med en saks eller en anden skarp genstand.

Derefter blev han nikket skaller og gennembanket, før han til sidst blev skudt i benene og på kroppen.

Dette offer var dog så heldig at overleve.

Overfaldet i Tilst beskyldes den 22-årige i øvrigt for at have begået sammen med en eller flere andre.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress