Af Ritzau - 17/11-16 05:01; Opdateret: 17/11-16 07:41

Cigaretterne ryger måske ud af fængselscellerneCigaretterne ryger måske ud af fængselscellerne

Folketinget behandler torsdag et lovforslag fra regeringen om et totalt rygeforbud indendørs i fængslerne.

storybild

Ifølge justitsminister Søren Pind (V) skal det være forbudt for indsatte at ryge i deres celler. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Linda Kastrup)

Det er skadeligt for såvel indsatte som ansatte, at der pulses løs på smøgerne i landets fængsler og arresthuse.

Med den begrundelse vil justitsminister Søren Pind (V) sætte en stopper for al rygning indendørs i Kriminalforsorgens institutioner.

Ministeren har fremsat et lovforslag om rygeforbuddet, som torsdag førstebehandles i Folketinget.

Og fængselsbetjentene glæder sig over initiativet. For mange er generede af røg, når de er på arbejde, lyder det fra deres fagforening, Fængselsforbundet.

Røgen har tilmed udløst adskillige påbud fra Arbejdstilsynet.

- Der er personale, der har klaget ret vedholdende til Arbejdstilsynet, og Arbejdstilsynet har påpeget, at røgen særligt i de gamle fængsler er fuldstændig ulidelig at opholde sig i, siger formand Kim Østerbye.

Også de lærere, pædagoger og socialrådgivere, der arbejder i fængslerne, ser frem til, at tobakken bliver bandlyst.

De nævnte grupper er organiseret i Kriminalforsorgsforeningen. Deres formand påpeger imidlertid, at et forbud ikke er en let øvelse.

Problemet er, at politikerne med et totalt indendørs rygeforbud bestemmer, hvad indsatte må foretage sig i deres eneste frirum - nemlig i cellerne.

- Det er betænkeligt at lave så voldsomt et indgreb i de indsattes privatliv, siger formand John Hatting.

Alligevel er han ikke i tvivl om, at der skal slukkes for cigaretterne.

- Fængslerne er arbejdspladser for mange tusinde mennesker, og de bliver udsat for massiv rygning i dag, siger han.

Hvis forbuddet mod indendørs rygning bliver en realitet, skal de indsatte kompenseres med flere gårdture, rygestopkurser og nikotintyggegummi, mener formanden for Kriminalforsorgsforeningen.

I lovforslaget er der da også lagt op til, at indsatte rygere skal tilbydes eksempelvis afvænningskurser, hvis de har brug for det.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress