Af Ritzau FOKUS - 23/03-16 07:18

Advarsel: Sådan må du IKKE lave chokoladeægAdvarsel: Sådan må du IKKE lave chokoladeæg

Et tip til at lave chokoladeskåle med en ballon har bredt sig på nettet. Det er dog en usund måde at gøre det på, advarer Fødevarestyrelsen.

Påsken byder på et væld af påskefrokoster, og på nettet florerer der en række opskrifter, som giver en hurtig genvej til at lave sin egen chokoladeskål ved blot at dyppe en ballon i varm chokolade og lade den størkne.

Men den opskrift vil Fødevarestyrelsen ikke anbefale.

LÆS OGSÅ: Gå på påskejagt efter kinderæg, latter og lækre klude

Gæsterne sætter nemlig ikke kun tænderne i sprød chokolade - der følger muligvis også skadelige kemiske stoffer med, oplyser Maja Kirkegaard, cand.scient. og ph.d. fra Kemi og Fødevarekvalitet hos Fødevarestyrelsen til Ritzau Fokus.

- Fødevarestyrelsen fraråder, at man bruger balloner til kontakt med fødevarer, ligesom Fødevarestyrelsen fraråder brug af alle andre materialer til fødevarer, som ikke er beregnet til det, siger Maja Kirkegaard.

Balloner harmonerer ikke med hverken chokolade eller andre fødevarer, fordi de kan indeholde kemiske stoffer, som kan smitte af på maden. Når gummimaterialet varmes op af chokoladen, bliver afsmitningen muligvis større, forklarer Maja Kirkegaard.

- Balloner er lavet af gummi, og under produktionen af gummi kan der dannes såkaldte nitrosaminer og nitroserbare stoffer afhængigt af, hvilke stoffer der som udgangspunkt er brugt i gummien. Der kan også være andre, ukendte kemiske stoffer i, der ikke er beregnet til kontakt med fødevarer, og hvis effekt ikke er dokumenteret, forklarer Maja Kirkegaard.

LÆS OGSÅ: Ansatte i Københavns Lufthavn vil have møde om sikkerheden

Fødevarestyrelsen oplyser, at Miljøstyrelsen i 2014 fandt ulovlige stoffer i 23 ud af 39 balloner, som Kemikalieinspektionen foretog stikprøvekontrol af.

Her fandt man blandt andet nitroserbare stoffer, som kan omdannes til kræftfremkaldende stoffer.

- Selv om afsmitningen af diverse stoffer er lille i en enkelt chokoladeskål, er det vigtigt at minimere sin samlede eksponering overfor uønskede kemiske stoffer - og særligt de kræftfremkaldende og hormonforstyrrende, tilføjer Maja Kirkegaard.

Onlinesupermarkedet Nemlig.com er et af de firmaer, som har delt en opskrift på chokoladeskåle ved hjælp af balloner på deres hjemmeside.

Efter henvendelse fra Ritzau Fokus har de fjernet opskriften.

- Vi fjernede "opskriften" i det øjeblik, vi blev bekendt med Fødevarestyrelsens anbefaling om ikke at bruge balloner til at lave chokoladeskåle. De brugere, vi kan se, har klikket på linket til "opskriften", tager vi nu kontakt til med oplysningen om, at Fødevarestyrelsen fraråder fremgangsmåden, oplyser viceadministrerende direktør hos Nemlig.com Henrik Hjorth.

Sådan kan du lave en chokoladeskål uden skadelig kemi:

- Brug is. Du kan fryse vandet i den form, du vil have din chokoladeskål. Tag isklumpen ud af fryseren og dæk isen med den smeltede, tempererede chokolade. Du kan bruge en sprøjtepose til at lave et mønster, som bliver til en kurv af chokolade.

- Hvis du vil bruge en ballon, skal du putte husholdningsfilm uden om ballonen, så chokoladen ikke kommer i kontakt med ballonen. Husholdningsfilmen er nemlig beregnet til kontakt med fødevarer. Den tempererede chokolade bør ikke overstige 34 grader.

Kilder: Mad med mindre kemi, Howtocookthat.net, Maja Kirkegaard.

/ritzau/FOKUS

LÆS OGSÅ: Twitter giver terroristerne pomfritten

LÆS OGSÅ: Tyrkiet: - Vi advarede Belgien om bombemand

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress