Sascha fængslet: Derfor nægter jeg at udlevere min datter til sin farSascha fængslet: Derfor nægter jeg at udlevere min datter til sin far

En mor nægter at udlevere sin fireårige datter til samvær med faderen, fordi hun hævder, at han er voldelig og truer med at bortføre barnet. Nu er hun varetægtsfængslet på ubestemt tid, indtil sagen skal for Højesteret.

Bildstrecke im Grossformat »

26-årig Sascha Holmstrøm sidder netop nu i forvaring i Vestre Fængsel på ubestemt tid, fordi hun nægter at udlevere sin datter på fire år til samvær med faderen.

Statsforvaltningen har afgjort, at pigens far har ret til samvær i syv timer hver anden lørdag, men det vil Sascha ikke gå med til. Hun påstår nemlig, at pigens far har været voldelig over for hende selv - senest nytårsaften foran datteren – samt at hun har modtaget sms'er med trusler om, at han vil bortføre pigen. Hun politianmeldte volden, men politiet lukkede sagen. Sms'erne har hun ikke politianmeldt.

Torsdag den 7. maj troppede politiet og fogeden op hos Sascha. Hun nægtede fortsat at udlevere datteren, så nu sidder hun i forvaring på ubestemt tid.

- Jeg gør det for at beskytte min datter, idet hun har overværet vold, og jeg har fået trusler om kidnapning og trusler om at han vil slå mig ihjel og gøre mit liv til et helvede, skriver Sascha Holmstrøm, der også har en dreng på et år, til metroxpress.

Hun er chokeret over, at hverken byretten, landsretten eller Statsforvaltningen vil undersøge hendes anklager om vold, chikane og trusler.

- Jeg går op i mit barns tarv og ikke faderens krav, hvilket myndighederne slet ikke har taget hensyn til. De vil slet ikke ikke se beviser på vold eller lytte til mine bekymringer, forklarer hun.

- Det er frygteligt at sidde indespærret, når jeg ikke er dømt for en kriminel handling.

Spørgsmålet om, hvorvidt man kan fængsle en mor til to børn, fordi hun nægter at udlevere sit barn til samvær, skal nu for Højesteret.

- Jeg mener, at det er i strid med menneskerettighederne, at Sascha er fængslet i sagen, siger hendes advokat, Vivian Jørgensen.

Hun mener ikke, at der bliver taget nok hensyn til barnets behov for beskyttelse i sager om samvær. Det er en kedelig konsekvens af forældreansvarsloven fra 2007, mener Vivian Jørgensen:

- Man kigger mest på biologien og undersøger ikke oplysninger om overgreb grundigt nok. Faren har ret til samvær i syv timer hver anden uge, og nu sidder moren fængslet døgnet rundt. Det er jo helt ude af proportioner. Og hvordan kan det være til barnets bedste?

Den fireårige datter lever nu under jorden. Metroxpress har været i kontakt med faderens advokat, som ikke ønsker at udtale sig i sagen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress