18/06-15 19:33; Opdateret: 18/06-15 20:02

NY EXIT POLL: Stadig dødt løb - nu med snævert rødt flertalNY EXIT POLL: Stadig dødt løb - nu med snævert rødt flertal

Det er her til aften fuldstændig åbent, om landets næste statsminister kommer til at hedde Løkke eller Thorning, viser ny dugfrisk exit poll.

Mx, YouGov exit poll

Valgaftenen tegner til at blive en historisk gyser. En exit poll, som YouGov har foretaget for metroxpress baseret på 2.924 afgivne stemmer i tidsrummet klokken 9.10 til 18.40 i dag, viser, at Helle Thorning-Schmidt og resten af rød blok står til 88 mandater og 49,7 procent af stemmerne, mens Lars Løkke Rasmussen og blå blok står til at få 50,3 procent af stemmerne og 87 mandater.

I YouGov`s første måling indsamlet frem til klokken 15.30 var mandatfordelingen omvendt.

Den statistiske usikkerhed i målingen er maksimalt 1,8 procentpoint, og det betyder, at det eneste man med sikkerhed kan fastslå er, at der er dømt fuldstændig dødt mellem rød og blå blok, siger analysechef ved YouGov Lars Gylling.

- Som en god kollega i analysebranchen har sagt: Vi måler i centimeter, men valget afgøres på millimeter.

Politisk kommentator Henrik Qvortrup siger:

- Det bliver en neglebidende spændende valgaften. De nordatlantiske mandater kan blive udslagsgivende. Fordeler de sig som de plejer med tre mandater til rød blok og ét til blå – og det er jeg ret sikker på, at de gør - bliver Thorning statsminister med 91 mandater mod blå bloks 88 mandater.

Han tilføjer:

- Men hiver Kristendemokraterne et kredsmandat hjem i Vestjylland og får én procent af stemmerne på landsplan, vil partiet få to mandater i Folketinget, og så tipper balancen altså til blå blok, som så vil have 90 mandater mod rød bloks 89. Det bliver vanvittigt spændende, og jeg tror ikke, man skal regne med at se, hverken Thorning eller Løkke gå ud og erklære sig som vindere af valget før meget sent på aftenen.

Lige nu står Kristendemokaterne til 1,1 procent, viser exit pollen.

Venstre står til en markant tilbagegang i forhold til valget i 2011. Dengang fik Venstre 26,7 procent af stemmerne. I exit pollen står V til 20,5 procent.

Socialdemokraterne står til en marginal fremgang i forhold til valget i 2011. Dengang fik liste A 24,8 procent. I exit pollen står Socialdemokraterne til 25,6 procent.
Uffe Elbæks nystiftede parti Alternativet står med 4,9 procent af stemmerne til at høste ni mandater, mens Dansk Folkeparti med 17,5 procent i exit pollen står til at øge antallet af mandater fra 22 til 31.

- Man kan i hvert fald konstatere, at det, som mange dømte ude som et gøglerparti, da Elbæk stiftede Alternativet, har vist sig at ramme en nerve i tiden. Hvis Thorning går hen bliver statsminister igen, bliver det på ryggen af Alternativet, siger Qvortrup.


Om undersøgelsen:

YouGov har i forbindelse med exit pollen udvalgt en stikprøve på cirka 4.500 vælgere i sit danske panel. Onsdag morgen modtog de en mail om, at de er udvalgt til at deltage i valgdagsundersøgelsen; denne exit poll.

I dag har de cirka 4.500 vælgere i panelet modtaget en invitation, hvor YouGov beder dem om at fortælle , hvad de har stemt - efter at de har afgivet deres stemme.

De indkomne svar bliver vejet demografisk - baseret på køn, alder og geografi (de 10 politiske storkredse) - og politisk (baseret på respondenternes stemmeafgivelse ved valget i 2011). Det er i øvrigt samme metode, som YouGov anvender i forbindelse med andre politiske undersøgelser.

I 2011 havde YouGov den korrekte mandatfordeling mellem blokkene på plads allerede ved første rapportering klokken 14: 89 til rød blok og 86 til blå. Stemmefordelingsprocent mellem blokkene ramte YouGov også ret præcist: 50,9 procent til rød blok i exit pollen mod valgresultatet på 50,2 procent, og 49,1 procent til blå blok i exit pollen mod valgresultatet på 49,7 procent.

Ved valget i 2007 gav YouGov to mandater for lidt til rød blok og to mandater for meget til blå blok i forhold til valgresultatet i sin første exit poll-rapportering klokken 14: 79 mandater til rød blok i exit pollen mod valgresultatet på 81 mandater, og 96 mandater til blå blok i exit pollen mod valgresultatet på 94 mandater.

Stemmefordelingsprocenten mellem blokkene ramte YouGov meget præcist i 2007: 45,5 procent til rød blok i exit pollen mod valgresultatet på 45,8, og 54,5 procent til blå blok i exit pollen mod valgresultatet på 54,2 procent.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress