Af Ritzau - 22/06-16 09:53; Opdateret: 22/06-16 10:33

Fem militærfolk sigtet i bestikkelsessagFem militærfolk sigtet i bestikkelsessag

Fem militært ansatte af forskellig rang er sigtet for at have modtaget mobiler og it-udstyr, bekræfter auditør

storybild

Fem militært ansatte af forskellige rang er sigtet af Forsvarets Auditørkorps i sag om bestikkelse af offentligt ansatte. (Billede: Free/Colourbox)

Fem militært ansatte af forskellig rang efterforskes af Forsvarets Auditørkorps i Viborg for at have modtaget bestikkelse, fortæller auditør Claus Risbjerg.

De fem skal føjes til listen over i forvejen 27 nuværende og tidligere medarbejdere i det offentlige, som Bagmandspolitiet tirsdag sigtede og foretog ransagninger hos i en koordineret aktion.

Sagen er en udløber af en tidligere sag om bestikkelse fra 2015.

De fem militærfolk gør tjeneste forskellige steder i landet, to af dem er ansat det samme sted, siger Claus Risbjerg.

De er som de øvrige sigtet for at have modtaget bestikkelse i form af mobiltelefoner, fjernsyn og it-udstyr fra en privat it-udbyder,

Auditøren ønsker ikke at oplyse om de pågældendes rang, men siger dog, at der er tale om "et spænd".

- I princippet kan det være alt fra menige til nogen af officersrang, siger han.

De fem er sigtet for at have modtaget gaver til en værdi af mellem 4000 kroner og knap 50.000 kroner, fortæller han.

- De er mistænkt for med urette at have modtaget forskellige gaver, primært elektronik. Det kan være mobiltelefoner, Ipads og fjernsyn.

Det er ifølge Claus Risbjerg i forbindelse med Bagmandspolitiets efterforskning, at efterforskerne faldt over navne på ansatte fra Forsvaret.

- De fem sager er fuldt identiske med de øvrige, men Forsvarets Auditørkorps har kompetencen til at efterforske mod militært ansatte, og det er derfor, at det er os, der sigter de fem, siger han.

Forsvarets Auditørkorps er en uafhængig anklagemyndighed, der efterforsker mulige straffelovsovertrædelser begået af militært ansatte.

Auditørkorpset foretog tirsdag ransagninger på de fem personers bopæle og sigtede dem for overtrædelse af straffelovens paragraf 144, der omhandler modtagelse af bestikkelse i et offentligt erhverv.

Ifølge Claus Risbjerg skal Forsvarets Auditørkorps nu undersøge, om de sigtede har ydet modydelser for gaverne.

- Det tror jeg, vi bliver klogere på, om de har, når vi har taget en snak med dem, vi mener, har modtaget gaverne, og med dem, som vi mener, har ydet gaverne.

Han understreger, at det som offentligt ansat også er i strid med loven at modtage gaver, selv om man ikke leverer en modydelse.

- Reglen er lavet for at tage højde for, at der ikke kommer forkerte lodder i vægtskålen i forhold til beslutninger truffet i den offentlige forvaltning.

- I min verden så SKAL man i det offentlige helt afholde sig fra at modtage noget som helst, siger han.

- Man skal kunne stole på, at de afgørelser, der i særdeleshed i Forsvaret bliver truffet, er truffet på et korrekt, sagligt og objektivt grundlag.

Ifølge Claus Risbjerg er det forholdsvis sjældent, at Forsvarets Auditørkorps rejser sigtelse mod personale for bestikkelse.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress