Af Ritzau - 18/04-16 14:59

Trods strid om civile tab: Flertal vil indsætte kampflyTrods strid om civile tab: Flertal vil indsætte kampfly

Et bredt flertal vil tirsdag stemme for mission mod IS. Trods strid om fanger og civile går De Radikale med.

storybild

De Radikales Martin Lidegaard siger ja til skærpet militær indsats mod Islamisk Stat. (Billede: Polfoto/Jens Dresling)

Regeringen har leveret en klokkeklar opskrift på en fejlslagen krig, hvor Danmark tager store risici i forhold til både civile tab, fangeudleveringer og samarbejdspartnere.

Sådan lyder det fra Enhedslisten, der sammen med Alternativet og SF vil udgøre et klart mindretal, når der tirsdag skal stemmes om Danmarks skærpede militære indsats mod Islamisk Stat.

Enhedslistens udenrigspolitiske ordfører Nikolaj Villumsen siger:

- Vi har en situation, hvor man kan udlevere fanger til de irakiske myndigheder, uden at man har en aftale om, at de ikke vil blive torteret eller henrettet.

- Vi har en situation, hvor man har tænkt sig at bombe tættere på bebyggede områder, end man har set tidligere. Det er en langt mere brutal form for krigsførelse med større risiko for civile tab.

- Og så står vi oveni købet i den situation, at forsvarsministeren ikke vil oplyse, om han står inde for de militære grupper, som Danmark skal give militær støtte i Syrien, siger Nikolaj Villumsen.

Enhedslistens advarsel afvises dog af et bredt flertal i Folketinget, der tirsdag ventes at stemme for at bruge 300 millioner kroner på at indsætte syv kampfly og en styrke på i alt 400 mand mod Islamisk Stat i Irak og Syrien.

Beslutningen splitter rød blok, hvor især De Radikale har været i tvivl. Men man stemmer ja tirsdag, fastslår partiets udenrigsordfører Martin Lidegaard.

- Vi siger ja, fordi vi har fået indrømmelser fra regeringen på tre områder, siger han.

For det første har udenrigsminister Kristian Jensen (V) lagt op til at bruge et trecifret millionbeløb på den civile indsats, så Danmark også hjælper civilbefolkningen med eksempelvis minerydning, rent vand og el.

For det andet har regeringen i forhold til krigsfanger sagt ja til at nedsætte en særlig taskforce og udarbejde en krigsmanual, der skal hjælpe soldaterne på jorden til at træffe den rigtige beslutning, hvis de tager fanger.

- Udgangspunktet er, at de danske soldater slet ikke skal tage krigsfanger. Men sker det alligevel, så er det afgørende, at der er åbenhed omkring det og et politisk ansvar, der kan placeres.

- Det er derfor, vi har fået en taskforce herhjemme under tre ministerier, der skal tage stilling, siger Martin Lidegaard.

Han lægger op til, at taskforcen om nødvendigt må tage krigsfanger til Danmark til retsforfølgelse.

- Vores udgangspunkt er krystalklart: Vi ønsker ikke at udlevere fanger til irakiske myndigheder uden at have garanti for deres sikkerhed i henhold til krigens love.

Samtidig har De Radikale fået lovning på at blive konsulteret, hvis regeringen ønsker at udnytte mandatet i beslutningsforslaget fuldt ud ved også at sende specialstyrker ind i Syrien.

- Det er sværere at se en klar exitstrategi, hvis der skal specialtropper ind i Syrien. Derfor vil vi gerne have mulighed for at blive konsulteret, siger Martin Lidegaard.

Han erkender dog, at De Radikale ikke vil have nogen vetoret, når man først har stemt for beslutningsforslaget. Det sker tirsdag klokken 13.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress