Af Ritzau - 11/09-16 09:05; Opdateret: 11/09-16 09:23

Kontanthjælpsloft rammer hårdest i de store byerKontanthjælpsloft rammer hårdest i de store byer

Folk uden arbejde kan blive presset ud af byerne efter 1. oktober, vurderer forskningschef.

storybild

Det vil bliver sværere for fattige børnefamilier at bo i storbyer som her i København, når kontanthjælpsloftet træder i kraft 1. oktober. (Billede: Free/Colourbox)

Fattige børnefamilier kan blive presset ud af de store byer og tvunget til at søge mod landkommunernes billigere boliger, når regeringens kontanthjælpsloft og 225-timers-regel træder i kraft 1. oktober.

Det siger flere eksperter på baggrund af beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til Avisen.dk søndag. Beregninger viser, at loftet rammer hårdest i de store byer, hvor huslejen er højere.

Hvis en enlig kontanthjælpsmodtager har to børn og en husleje på 8000 kroner, mister hun 4300 kroner om måneden. Hvis huslejen er 4000 kr. vil støtten falde med 600 kr.

Det kan få folk til at flytte for at få en billigere husleje, vurderer forskningschef Hans Thor Andersen fra Statens Byggeforskningsinstitut.

- Der sker en klar polarisering, hvor folk med arbejde flytter mod København, Aarhus og de andre store byer, mens folk uden arbejde flytter den anden vej. Den udvikling kan blive forstærket, når kontanthjælpsloftet træder i kraft, siger han til Avisen.dk.

Samme vurdering har Mie Dalskov Pihl, chefanalytiker i AE-rådet.

- Man kan frygte, at vi i månederne efter kontanthjælpsloftet vil se en tsunami af folk, der må flytte eller bliver sat ud, fordi de ikke har råd til at betale deres husleje, siger hun.

En af de kommuner, hvor boligerne er billige, er Ærø. Borgmester Jørgen Otto Jørgensen (S) siger, at mange vælger Ærø på grund af den lave husleje. Og det har konsekvenser for kommunen.

- Det er klart, at vi oplever, at nogen kommer til på grund af de billige huslejer. Og vi kan også mærke her i kommunen, at mange af dem, der har problemer med at betale huslejen, fører til flere sociale udgifter, siger han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress