Af Ritzau - 22/06-16 12:36

Stuearrest og straf gør børn sværere at opdrageStuearrest og straf gør børn sværere at opdrage

En ny rapport viser, at børn, der er blevet opdraget med straf, bliver sværere at styre.

storybild

Børn, der bliver straffet med sanktioner af deres forældre, bliver ikke nemmere at opdrage, viser ny undersøgelse. (Billede: Scanpix/Claus Bech)

Har forældre i afmagt hevet fat i deres børn, givet en endefuld eller beordret stuearrest, er der risiko for, at deres børn ender med at blive endnu sværere at opdrage.

Det viser en undersøgelse fra SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, hvor forskere siden 1995 har fulgt 6000 børn af danske mødre.

I undersøgelsen har man spurgt til opdragelsen af de undersøgte børn, og her viser det sig, at straf kan give forældrene flere opdragelsesvanskeligheder på sigt.

Vanskeligheder, der i sidste ende betyder, at de unge har større risiko for at komme i kontakt med de sociale myndigheder.

I undersøgelsen har forskerne igennem årene spurgt mødre, om de opfatter deres børn som nemme eller sværere at opdrage.

Samtidig har de spurgt, om forældrene bruger straf i opdragelsen, som eksempelvis at tage hårdt fat i deres børn, give dem stuearrest eller en endefuld.

Resultatet er en klar sammenhæng mellem de forældre, der straffer børnene, og de forældre, der finder deres børn sværere at opdrage.

- Her kan vi faktisk godt sige, at det med at straffe har negative konsekvenser for både de "nemme" og de "svære" børn.

- Forstået på den måde, at de børn, som, mødrene mener, er nemme at opdrage, har en større sandsynlighed for at blive sværere at opdrage, hvis de bliver straffet. Og at de børn, der er svære at opdrage, har en mindre sandsynlighed for at blive nemme at opdrage, hvis de bliver straffet, siger forsker Karen Margrethe Dahl fra SFI.

Børn, der bliver mødt med hårde sanktioner i opdragelsen, har i undersøgelsen også vist sig at have en større risiko for at få problemer senere i livet.

Karen Margrethe Dahl fastslår dog, at ydre faktorer i børnenes liv også kan have indflydelse på dette.

- Det med straf slår ret tydeligt igennem i forhold til opdragelsesproblemer, men det gør det også, hvis moren oplever, at hendes økonomi er dårlig, siger hun.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress