Af Ritzau - 06/05-16 06:01

Private tøver med at huse flygtningePrivate tøver med at huse flygtninge

Det er svært at få boligejere til at åbne deres hjem for flygtninge. Nye "Venligboliger" kan være løsningen.

storybild

Kun få danskere her lyst til at bo privat sammen med flygtninge. Frederiksberg er en af fire kommuner, der som et alternativ vil forsøge at oprette annekser i private haver og ved boligforeninger. Såkaldte Venligboliger. (Billede: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen)

Flygtninge lærer hurtigere deres nye land at kende, når de omgås danskere. For det er omkring middagsbordet, på en fælles tur til supermarkedet eller til håndboldkampen i hallen, at de mærker, hvordan det er at leve i Danmark.

Men det er svært at få familier til at åbne deres hjem for fremmede, viser en rundringning foretaget af Ritzau til en række kommuner, der forsøger at få private til at bo under samme tag med flygtninge.

- Vi har ikke gode erfaringer med den type udlejning. For det første er det få, der byder sig til, og når det sker, så oplever vi, at mange ikke har gjort sig klart, hvad det indebærer, siger Maria Tvarnø, integrationschef i Roskilde Kommune.

- De henvender sig af et godt hjerte, men finder ud af, at det kan være svært, at en fremmed går ind af hoveddøren, og at de måske skal dele bad og toilet.

I et forsøg på at skaffe tilstrækkeligt med boliger til de nyankomne har Dragør Kommune indrykket annoncer i lokalaviserne, men ingen reagerede. Og det overrasker ikke Morten Dreyer (DF), formand for social, børn og kulturudvalget.

- Vi kender ikke begrundelsen for, at folk ikke henvender sig, men jeg tænker, at nogle synes, at det bliver for tæt, siger han.

Fire kommuner, Kolding, Frederiksberg, Gribskov og Hillerød har taget konsekvensen af, at mange gerne vil hjælpe, men at det kan være uoverkommeligt at bo sammen.

De undersøger i øjeblikket muligheden for at opstille annekser, såkaldte præfabrikerede Venligboliger designet af arkitekter. De kan stilles op i haven hos private eller på et græsareal i en boligafdeling.

Frederiksberg skal i år modtage 256 flygtninge, og derfor er kommunen nødt til at se sig om efter alternativ indkvartering, siger medlem af kommunalbestyrelsen Anja Camilla Jensen (S).

- Vi må være kreative, og jeg kan godt forestille mig, at der hjemme i min andelsboligforening bliver opstillet en Venligbolig, der kan huse en flygtningefamilie. Sådan tror jeg også, at andre har det.

- Vi har mange ressourcestærke indbyggere, som over for sig selv og deres børn gerne vil vise, at vi skal skabe rum til mennesker, som vi har forpligtet os til at passe på, indtil de eventuelt kan vende hjem, siger Anja Camilla Jensen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress