Af Ritzau - 18/05-16 22:12; Opdateret: 18/05-16 22:30

Claus Hjort: Finansieringen af Togfonden var en fantasiClaus Hjort: Finansieringen af Togfonden var en fantasi

Der er ikke penge til milliardinvesteringer i togdrift, som den tidligere regering planlagde, siger minister.

storybild

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) mener ikke, at der kan findes penge til Togfonden efter olieprisen er faldet. (Billede: Scanpix/Keld Navntoft)

Med olieprisens fald er de penge, der skulle være brugt på at opgradere jernbanenettet, ikke længere at finde. Og finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) ser ikke mulighed for at finde dem andre steder.

Det fortæller han, efter det er kommet frem, at regeringen vil skære 21 af de 28,5 milliarder kroner, som et forlig mellem rød blok og Dansk Folkeparti gennem Togfonden ville investere i togdrift.

- Vi har lavet et kasseeftersyn af Togfonden, der skulle være finansieret af olieindtægter. Den plan har lidt skibbrud, efter olieprisen er faldet drastisk i forhold til, da aftalen blev lavet.

- Det har været en sårbar konstruktion, for alle pengene skulle komme fra overskuddet fra Nordsøen. Der er ingen vurderinger, der lyder på, at olieprisen skulle komme op på de niveauer, der var, da aftalen blev indgået, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen.

En neddrosling af Togfonden betyder et farvel til den timeplan, der skulle binde Danmark mere sammen via tognettet. Socialdemokratiet, der var med i forliget, kalder udmeldingen for et overgreb.

Det har Claus Hjort Frederiksen dog ikke meget til over for:

- Det var en drømmefantasi, at man kunne finansiere løfterne i Togfonden med oliepenge fra Nordsøen. Så jeg føler ikke, at jeg svigter noget som helst. Jeg lægger bare kendsgerningerne på bordet, siger han.

Finansministeren understreger, at hvis ikke der skæres i Togfonden, så skal der findes penge andre steder.

- Jeg vil da meget gerne høre forligsparterne, hvor de gerne vil finde de her milliarder. Jeg kunne jo bruge samme argumentation, som venstrefløjen altid bruger over for os:

- Er det de syge? Er det de gamle? Er det børnene, det skal gå ud over?, siger ministeren.

Aftalen om Togfonden blev indgået i januar 2014 af Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, De Radikale og SF. Regeringspartiet Venstre er således ikke med.

Claus Hjort Frederiksen siger, at beslutningen om at skære ned for projekterne "overhovedet ikke har noget at gøre med," at Venstre ikke er del af forliget.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress