29/11-15 11:16

Storm: Limfjordsbyer gør klar til forhøjet vandstandStorm: Limfjordsbyer gør klar til forhøjet vandstand

Højvandsportene er lukket i Lemvig Havn. I Struer er beredskabschefen fortrøstningsfuld. Indtil videre.

Søndag aften bevæger stormen Gorm sig ind over landet, og der ventes vindstød af orkanstyrke. Men én ting er vind, en anden er vand.

Langs den vestlige del af Limfjorden er man vant til begge dele, men det er vandet, som kan gøre størst skade. Derfor har man forberedt sig på lidt af hvert, inden aftenens og nattens storm.

- Vi har truffet vores normale forholdsregler. Vi har lukket de højvandsporte i havnen, vi kan lukke, og vi har lagt sandsække, fortæller vejformand i Lemvig Kommune Otto Berggren til Ritzau.

Søndag formiddag er han del af en gruppe på fem medarbejdere fra kommunen, som fokuserer på at gøre klar til stormvejret.

- Lige nu er vi fem mand på standby, men det kan da være, at det bliver opgraderet i løbet af dagen, fortæller Otto Berggren.

Ifølge prognoserne fra DMI, bliver det først mandag, at vandstanden når sit højeste i Lemvig. Søndag formiddag lyder prognosen på en vandstand, der vil nå 1,76 meter over normalen.

- I den østlige del af havnen er det kritiske punkt 1,80 meter, inden vandet løber over og kan oversvømme husene. Så det bliver tæt på. Andre steder i havnen kan vi holde til 2,10 meter, fortæller vejformanden.

Lidt længere mod øst langs fjordens bred ligger Struer. Også her har man tidligere måttet kæmpe hårdt mod vandmasserne, når kraftig blæst har presset mere vand ind i Limfjorden, end havnene kan bære.

Det var dog en fortrøstningsfuld Birgitte Buskov, der er beredskabschef i Struer, som Ritzau talte med søndag formiddag.

- Lige nu lyder varslingen fra DMI på en forhøjet vandstand på 1,30 meter i Struer. Vi skal op på 1,60 meter, før det bliver kritisk, lyder det fra beredskabschefen.

Lemvig og Struer blev som flere andre byer i Danmark hårdt ramt af stigende vandstand under stormen Bodil tilbage i 2013.

I Lemvig nåede vandstanden i havnen op på 1,83 meter. Det er den højeste vandstand, der er målt i havnens historie. Det fremgår af en beskrivelse af hændelsesforløbet fra Lemvig Kommune.

LÆS OGSÅ: Storm over Danmark: Politiet lukker flere broer

LÆS OGSÅ: Derfor får storme navne som Bodil eller Gorm

LÆS OGSÅ: DMI: Vindstød af orkanstyrke i hele landet. Advarer om 'meget farligt vejr'

LÆS OGSÅ: Storm på vej til hele landet: Her rammer vinden hårdest

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress