Af Ritzau - 20/07-16 15:26; Opdateret: 20/07-16 15:52

Politi: 29-årig dræbte kvinde og begik derefter selvmordPoliti: 29-årig dræbte kvinde og begik derefter selvmord

Efterforskningen af to personers død ved Frederiksværk er nu afsluttet. Der er tale om en tragisk hændelse.

storybild

Der lå en tragisk hændelse bag to personers død i Vinderup ved Frederiksværk. En mand slog en kvinde ihjel og tog derefter sit eget liv. Arkivfoto. (Billede: Free/Www.colourbox.com)

Det var en tragisk hændelse, der lå bag en mands og en kvindes død i Vinderød ved Frederiksværk for to uger siden.

Her fandt en skovvandrer en 29-årig mand hængende død i et træ i skoven. Et par timer senere blev politiet så gjort opmærksom på, at en 27-årig kvinde lå død i et rækkehus på Vinderød Enghavevej. Hun var blevet dræbt af knivstik i halsen. Begge var fra Eritrea.

Efter to uger med efterforskning og tekniske undersøgelser konkluderer Nordsjællands Politi onsdag i en pressemeddelelse, at manden har dræbt kvinden, hvorefter han har taget sit eget liv.

- De tekniske spor i rækkehuset viste, at den nu afdøde mand var til stede i tiden omkring kvindens død. Der er ikke fundet spor, der antyder, at der har været andre personer til stede i rækkehuset på gerningstidspunktet, hedder det i pressemeddelelsen.

I forbindelse med fundet af de to lig blev 11 eritreere anholdt, og otte af dem blev sigtet for drabet. De blev fremstillet i grundlovsforhør, hvor en dommer afviste at varetægtsfængsle dem. Nu er sigtelsen mod dem frafaldet.

- De anholdte har ikke haft viden om den nu afdøde mands hensigter, ligesom de kontaktede os, straks efter de opdagede, at kvinden var død, udtaler lederen af afdelingen for personfarlig kriminalitet i Nordsjællands Politi, Henrik Gunst.

Politiet vil ikke fortælle nærmere om de to dødes relation til hinanden eller motivet til drabet.

- Da vi har at gøre med en utrolig tragisk hændelse, ser vi ingen grund til at gå yderligere i detaljer med forløbet, udtaler Henrik Gunst i pressemeddelelsen.

De pårørende er blevet underrettet om, hvad der sket.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress