Af Ritzau - 26/04-16 12:32; Opdateret: 26/04-16 13:50

Venstre vil have skattelettelser: DF er imodVenstre vil have skattelettelser: DF er imod

Der er råd til lavere skat på arbejde, mener V, selv om regeringen har fremlagt mere pessimistisk prognose.

storybild

Regeringen vil forsøge at få råd til skattelettelser, selv om økonomien er stram, forsikrer Venstre. (Billede: Free/Peter Andersen 0045 40106628)

Den økonomiske vækst bliver lavere, end regeringen hidtil har håbet. Lavere oliepriser presser statens indtægter, mens flere flygtninge omvendt koster mere end hidtil ventet.

Det er et noget pessimistisk billede af dansk økonomi, regeringen tegner i det konvergensprogram, den har offentliggjort tirsdag formiddag.

Men trods de snævre økonomiske rammer frem mod 2020 vil regeringen foreslå lavere skat på arbejde. Også selv om Dansk Folkeparti er imod skattelettelser, fastslår Venstres finansordfører, Jacob Jensen.

- Vi skal lægge os politisk i selen for at skabe et større råderum gennem prioriteringer og reformtiltag, siger han.

- Jobreform 2 vil indeholde lavere skat på arbejdsindkomst. Vores 2025-plan vil ikke bare være en mekanisk fremskrivning af økonomien, den vil også indeholde politiske tiltag, forsikrer Jacob Jensen.

Ifølge konvergensprogrammet er der et økonomisk råderum på 10 milliarder kroner frem til 2020.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, slog i sidste uge fast, at hans parti ikke mener, at der er råd til lavere skat på arbejde, selv om Dansk Folkeparti faktisk er med i aftalen om kontanthjælpsloftet, hvor det er aftalt, at pengene skal gå til skattelettelser.

Udgifterne til flygtninge dræner de offentlige kasser, mener DF.

- Jeg har selvfølgelig noteret de forskellige holdninger, der er. Men det er stadig regeringens holdning, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde, siger Jacob Jensen.

- Det har vi så gjort i to tempi, nemlig kontanthjælpsloftet og så vil Jobreform 2 indeholde en lavere skat på arbejdsindkomst.

Jacob Jensen mener ikke, at der nødvendigvis bliver brug for at skære ned andre steder for at få råd til skattelettelser i en tid, hvor udgifterne til sundhedsvæsnet også ventes at vokse.

- Det handler om at prioritere og bruge pengene mere hensigtsmæssigt, siger han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress