17/12-15 16:02

Landsretten frifinder cirkuschef for teltkollapsLandsretten frifinder cirkuschef for teltkollaps

Cirkuschef var tiltalt for at have udsat andres liv for fare. Men han handlede normalt, siger Østre Landsret.

storybild

(Billede: Polfoto)

Østre Landsret har torsdag frifundet cirkuschef Jackie Berdino-Olsen for at have bragt andres liv i fare, da et af Cirkus Arenas telte i sommeren 2013 kollapsede og faldt ned over 550 gæster til et privat arrangement i Kalundborg.

Der er tale om en stadfæstelse af en dom fra Retten i Holbæk i april.

Gennem hele sagens forløb har Jackie Berdino-Olsen nægtet sig skyldig i teltkollapset, hvor syv personer kom lettere til skade.

Han var tiltalt for at have overtrådt en række bestemmelser i arbejdsmiljøloven, samt straffelovens paragraf 252. Den handler om at udsætte andres liv for fare på grund af grov skødesløshed og kan udløse fængselsstraf.

Landsretten lægger til grund for frifindelsen, at teltet og det øvrige materiel var i god stand, og at det var sat op af ansatte med stor erfaring i at sætte telte op.

I retten har striden blandt andet stået om, hvorvidt teltet var for dårligt opsat under hensyn taget til jordbundens beskaffenhed.

Cirkuschefen har forklaret, at jorden var hård og fast, at vejret havde været tørt i en uge op til forestillingen, og at det derfor var forsvarligt at sætte teltet op.

Ifølge dommen fra Østre Landsret var teltet ikke opsat, så det kunne modstå vindstød på 20 m/s, som der stod i den tilladelse, som kommunen havde givet.

Men cirkuschefen har handlet normalt og kunne ikke på forhånd vide, at der var risiko for, at teltet kunne vælte, skriver landsretten i dommens præmisser.

Det rødgule cirkustelt var stillet op en uge inden det private arrangement, der blev holdt i forbindelse med energiselskabet Seas-NVE's 100 års jubilæum.

På dagen var der ikke noget, der tydede på, at det ville blæse op.

Da teltet begyndte at give sig under forestillingen, løb cirkuschefen selv ud for at forsøge at spænde en vigtig wire. Men pludselig væltede det hele ud af hænderne på ham, har han forklaret i retten.

Der opstod ifølge hans forklaring ikke panik. Både tilskuerne og fire optrædende elefanter kom stille og roligt ud af teltet.

Tilskuerne blev samlet i busser og kørt til et pårørendecenter, der blev hasteoprettet i en nærliggende fritidsklub.

Det var anklagemyndigheden, der havde anket byrettens frifindelse af cirkuschefen til landsretten.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress