Dobbelt så mange kvinder får lavet større brysterDobbelt så mange kvinder får lavet større bryster

På fem år er antallet af danske kvinder, der får opereret brysterne større, fordoblet. Især unge kvinder fylder i statistikken. Ifølge en psykoterapeut kan tendensen hænge sammen med lavt selvværd, hvilket bekræftes af to unge kvinder, som har været under kniven.

Bildstrecke im Grossformat »

Danske kvinder får lavet større bryster som aldrig før.

Tal fra Statens Serum Institut viser, at der på fem år næsten er sket en fordobling i antallet af brystforstørrende indgreb i Danmark betalt fra egen lomme. Sidste år blev der udført 2.092 operationer, hvor særligt unge kvinder var kernekunder hos plastikkirurgerne.

- Tre fjerdedele af al vores aktivitet er brystforstørrelser eller brystløft. Og det er typisk kvinder mellem 18 og 35 år, der får det, siger indehaver af Nygart Privathospital med tre klinikker i København og Aarhus, Jesper Nygart.

Bo Jønsson, specialeansvarlig for plastikkirurgerne på Aleris-Hamlet Hospitaler, bekræfter samme tendens, men fortæller, at også ældre kvinder i stigende grad søger behandlinger og betaler de omkring 35.000 kroner det koster at få et implantat til at øge barmens volumen.

- Vi ser også flere kvinder i 60 års-alderen, som synes, de gerne vil gøre noget for sig selv og have et løft og noget mere fylde, siger kirurgen.

LÆS OGSÅ: Mor og datter elsker plastikoperationer: - Vi lever drømmen

Uholdbar løsning med plastikkirurgi
Udviklingen er dog ikke ligefrem glædelig. Tværtimod. Større bryster er en uholdbar lappeløsning på lavt selvværd, mener privatpraktiserende psykoterapeut, mag.art. Lise Winther-Jensen.

- I vore dage bruger man plastikkirurgi til at reparere på dårligt selvværd, men jeg har svært ved at forestille mig, at det er en holdbar løsning, siger hun og fortsætter:

- Jeg bebrejder ikke nogen, at de vælger den løsning, men jeg anser det for en brutal måde at behandle en utilfredshed med sig selv på, siger Lise Winther-Jensen.

For 23-årige Nanna Caspersen handlede det i høj grad om at behandle en utilfredshed. En utilfredshed, der stak så dybt, at hendes selvværd led et alvorligt knæk hele vejen op igennem teenageperioden.

- Jeg var virkelig ked af det og havde det rigtig svært i folkeskolen. Hver gang jeg kiggede på mig selv eller følte, at andre kiggede på mig, fik jeg fornemmelsen af, at der manglede noget. Jeg følte mig ikke som en rigtig kvinde, siger hun.

LÆS OGSÅ: Kvinders bryster fjernes - uden at redde liv

Over for metroxpress fortæller hun, hvordan især sommermåderne altid var ekstra svære.

- Imens alle andre blev mere sociale og hyggede sig på stranden, trak jeg mig tilbage og blev mere indlukket. Jeg frygtede virkelig, hver gang jeg skulle smide tøjet foran andre, siger Nanna Caspersen som med sine 166 centimeter og 52 kilo aldrig har været en stor pige med voluminøse former.

Ønsket om formerne har hun til dog altid haft, og flere gange satte hun sig selv på fedmekur, så brysterne kunne komme naturligt.

- Det var mit inderste ønske, at jeg fik lidt mere fylde foroven, og derfor forsøgte jeg flere gange at spise mig til større bryster, fortæller hun ærligt.

Brysterne kom aldrig af sig selv, og da Nanna fyldte 20, gjorde hun noget ved det.

- Alle omkring mig støttede mig, fordi de kunne se, at jeg havde brug for det, fortæller hun og understreger, at beslutningen om at få opereret sine bryster større udelukkende blev truffet for hendes egen skyld. Ikke for opmærksomheden blandt fyrene i byen eller for ekstra respekt i pigernes omklædningsrum. Kun for hende selv.

- Det var det, der skulle til for, at jeg kunne acceptere mig selv og føle, at min krop passede sammen, siger Nanna Caspersen, som mener, at kvindens femininitet i høj grad sidder i barmen. Et udsagn, som 28-årige Kathrine Mehl, der som 21-årig også fik lavet nye bryster, er meget enig i.

- Før operationen følte jeg mig ikke lige så feminin, fordi der ikke var noget fylde i mine bryster. Mine bh'er 'gabte', så man kunne kigge lige ind, hvis jeg for eksempel havde en top på. Efter operationen sad tøjet pludselig meget pænere, og jeg følte mig mere kvindelig, hvilket alt i alt har gjort mig mere glad i dag, siger hun til metroxpress.

LÆS OGSÅ: Oplagt julegave: Japansk 'bryst-rive' lover fastere fortrin

Frygt for at blive sat i bås
Hverken Nanna eller Kathrine har siden fortrudt deres beslutning om at få lavet nye bryster. For dem har det været det helt rigtige valg. Også selvom det medførte en del bekymringer. Især for Nanna, som var skræmt over selve operationen, men også af det faktum at omverdenen måske ville ændre syn på hende.

- Jeg var ekstremt bange for at blive sat i bås og pludselig passe på stereotypen om den store tatoverede mand, den lille chihuahua og blondinen med de store silikonebryster. Jeg ville ikke blive opfattet som en person, der havde mindre at gøre med, bare fordi jeg havde fået foretaget en operation, fortæller Nanna, som endte med at tage det mindst mulige implantat: 225 milliliter saltvand.

- For mig har det aldrig handlet om at få store bryster. Jeg ville bare gerne have nogle bryster, som var tæt på helt naturlige, og som kunne harmonere med resten af min krop. Først her kunne jeg begynde at acceptere min krop og føle mig lidt kvindelig.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress