Af - 19/01-16 15:52

10 sager: Sådan har danske politifolk selv overtrådt loven10 sager: Sådan har danske politifolk selv overtrådt loven

En ny opgørelse fra Rigspolitiet viser en række mere og mindre alvorlige sager, hvor politiet selv er blevet grebet af lovens lange arm.

Bildstrecke im Grossformat »

Sex på politistationen, brækkede arme og en afskedsfest, der gik langt over stregen. Nogle gange kommer de danske politifolk selv i karambolage med loven i mere eller mindre alvorlig grad.

Det viser en ny opgørelse fra Rigspolitiet over såkaldte disciplinærsager fra 2014, hvor de danske betjente selv har været på kant med eller overtrådt loven.

I 2014 fik Rigspolitiet indberetning om 92 nye disciplinærsager mod ansatte i politiet, hvoraf 61 sager blev afgjort samme år. Sagerne resulterede blandt andet i syv afskedigelser, 22 bøder og 17 advarsler.

Herunder kan du se en liste over nogle af sagerne.


Lidt for fræk i munden

En polititjenestemand blev indberettet for at have grebet fat i en kvinde imod hendes vilje. Han skulle ifølge rapporten have opfordret kvindens venner til at tage billeder af hende og politiassistenten og have udtalt "du ser bare skide godt ud, kom nu bare" og "du er bare så dejlig".

Afgørelse: Betjenten fik en advarsel af Rigspolitiet.


Truede kolleger med pistol

En polititjenestemand blev indberettet for at have truet to kolleger med sin tjenestepistol. Tjenestepistolen blev efter episoden inddraget.

Afgørelse: Betjenten fik en advarsel af Rigspolitiet.

Brækkede en arm

En polititjenestemand blev indberettet for at have taget håndledsgreb på en borger og vredet hans arm bagover. Armen brækkede flere steder. Borgeren havde inden da bedt betjentene forlade stedet, var blevet ophidset og havde mindst en gang slået eller sparket til politibilen.

Afgørelsesresumé: Betjenten fik en advarsel.


Spændte ben

Politiklagemyndigheden sigtede en polititjenestemand for vold. I forbindelse med en anholdelsesaktion havde betjenten spændt ben på en anholdt, der var lagt i strips. Den anholdte var faldet, slog hovedet i asfalten og pådrog sig skader i ansigtet.

Afgørelse: Fik en bøde på 1.000 kr.

Stillede taske med ammunition på komfur

Statsadvokaten rejste tiltale mod en politimand for at have overtrådt våbenbekendtgørelsen. Han havde stillet en taske med ammunition på et komfur, hvorefter tasken var brudt i brand, og patronerne var begyndt at gå af.

Afgørelse: Fik en bøde på 3.000 kroner og blev meddelt en advarsel af Rigspolitiet.


Havde sex på politistationen

En højere rangerende polititjenestemand blev indberettet for at have haft samleje med en kvinde på politistationen i tjenestetiden, for blufærdighedskrænkelse og for salg af narko. Efterforskningen blev senere indstillet, da der ikke var nogen formodning om, at der var begået noget kriminelt forhold, men politimesteren udtaler kritik af tjenestemandens adfærd.

Afgørelse: Rigspolitiet sluttede sagen uden disciplinær forfølgning efter at tjenestemanden selv havde bedt om degradering.


Upassende adfærd overfor person med selvmordstanker

En politimand blev indberettet for at have besvaret et opkald i alarmcentralen fra en person med selvmordtanker på en uhensigtsmæssig måde. Han skulle have udtalt ”Hvordan vil du dræbe dig selv […] vil du spise skidtfisk, indtil du bliver kvalt i det eller hvad?”. Personen oplyste, at han ville skære sin pulsåre over og tage en plastikpose ud over og betjenten skulle have svaret ”Ja, bare gør det stille og roligt. Vi vil fandeme ikke have noget svineri jo. […] Den med plastikposen den er sådan set god nok, men det kunne være, at du skulle snakke med en doktor, inden du gør det.

Afgørelse: Blev ikendt en bøde på 1.000 kr. af Rigspolitiet. Rigspolitiet mente, at betjentens håndtering af alarmopkaldet var både uprofessionel og usaglig og var udtryk for meget alvorlig mangel på dømmekraft.

Solgte hudplejeprodukter

En politimand blev tiltalt for at have misbrugt sin stilling, fordi han havde uddelt vareprøver fra et hudplejefirma, som han var indehaver af, mens han bar uniform.

Afgørelse: Betjenten blev idømt bøder på i alt 3.000 kroner.


Betalte ikke for snescooter

En betjent havde ikke overholdt sin betalingsforpligtelse i forbindelse med et køb af en snescooter og havde desuden været involveret i en voldsepisode.

Afgørelse: Rigspolitiet besluttede ikke at indlede en disciplinærsag på grund af, at indstillingen først fandt sted et år efter, at episoderne fandt sted.


En lidt for god fest

En række betjente blev indberettet for at have deltaget i en afskedsfest på en lokalstation i forbindelse med, at flere kollegaer stoppede i afdelingen.

"Under fællesspisningen og den efterfølgende fest blev der indtaget større mængder alkohol, ligesom der til lejligheden var lejet en stripper til at optræde. Under festen blev der bl.a. affyret kanonslag, hvilket medførte, at flere borgere uafhængigt af hinanden rettede telefonisk henvendelse til alarmcentralen", skriver Rigspolitiet i rapporten.

Afgørelse: Betjentene fik udtalt forskellige grader af kritik samt bødestraf. En betjent blev degraderet, mens en anden blev indstillet til afskedigelse.

LÆS OGSÅ: Politiet forbyder kvinde at kæmpe imod IS

LÆS OGSÅ: Snevejr: Dit fortov skal saltes før klokken 7

LÆS OGSÅ: Skal følge loven: Her strammer man reglerne for parkering

LÆS OGSÅ: Her koster det nu 2.000 kroner at smide et cigaretskod på gaden

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress